x
Gillian Welch: Lille Vega, København

Gillian Welch, Lille Vega, København

Gillian Welch: Lille Vega, København

Anmeldt af Rasmus Kjær Kristiansen | GAFFA

Da The Band for knap 40 år siden brød igennem med deres udgivelser ”Music From the Big Pink” og ”The Band”, fremstod deres unikke blanding og forkærlighed for ærkeamerikanske stilarter som bluegrass, folk, country og rock 'n' roll for samtiden som et friskt, men tidløst pust fra en gammel verden, og på mange måder var de sammen med Gram Parsons og hans kosmiske amerikanske musik med til at lægge grundlaget for det, der nu går under genrebetegnelsen Americana.

Inden for denne stilmæssigt brede, men tematisk sammenhængende genre har Gillian Welch og David Rawlings, med tre glimrende plader og et enkelt næsten-mesterværk i form af ”Time (The Revalator)”, disse mange år senere formået at få denne ellers gennemprøvede genre til at fremstå frisk, interessant og eviggyldig relevant endda med færre midler end de førnævnte herrer. Dette er dog både deres styrke og, viste det sig, deres svaghed. På pladerne bliver de sparsomme arrangementer enkelte gange hjulpet af et band, men på scenen er det kun de to, deres guitarer, en banjo og en mundharmonika og selvom det under gårsdagens koncert nok lød af meget, var det ikke helt nok til at nå de helt ekstraordinære sfærer.

1. sæt
Til stormende bifald af næsten kultiske dimensioner entrede makkerparret Welch og Rawlings scenen, og nærmest som en hensigtserklæring gik de tilbage til første nummer fra deres første plade, den lille perle ”Orphan Girl”, der via genindspilningen af countrydronningen selv, Emmylou Harris, er blevet godkendt og optaget i den evige amerikanske sangskat. Et særdeles smukt nummer og for mange andre sangskrivere et nummer, der ville stå som et højdepunkt i koncerten, men som for Welch og Rawlings ”blot” er begyndelsen på første sæt i en godt to en halv times lang koncert, inklusive cirka tyve minutters pause.

Fra ”Orphan Girl” gik det videre via blandt andet ”Elvis Presley Blues” og ”Rock of Ages” til ”I Want to Sing that Rock and Roll” og ”Keys to the Kingdom”. Titlerne antyder spændvidden; det var musikhistorie og bare historie, det var det verdslige himmerige og det guddommelige, og når nu sidstnævnte ord er blevet nævnt, så er det svært ikke at bruge den betegnelse om det spil, Rawlings lagde for dagen. De fine sange blev til fremragende sange, og da Welch lagde ud med at sige at hun ikke havde noget imod, at folk klappede af Rawlings' spil, når hun sang, var det reaktionen efter stort set hver en smågenial solo. I skrivende stund har undertegnede svært ved at nævne andre nutidige kunstnere, der formår at spille lige så dynamisk og medrivende på akustisk guitar, som han gjorde på denne aften, så jeg vil derfor lade være med at forsøge.

2. sæt
Andet sæt var mindst lige så medrivende som første, og hvert et nummer blev modtaget med kyshånd. At de to har fundet ud af at lade lidt mellem-sangene-humor bryde den ellers grundlæggende melankolske tone, er bestemt ikke uden betydning i den henseende. De virkede afslappede, Welch mest, Rawlings nærmest genert, hvilket kan være med til at forklare, hvorfor hans navn hverken står på pladerne eller koncertplakaten, selvom han tydeligvis har en kæmpe andel i projektet.

Efter et par glimrende udgaver af blandt andet ”My First Lover” og ”No One Knows My Name” tog Welch scenen alene og sang ”One Little Song”, hvor hun mest af alt mindede om føromtalte Harris, og man kunne snildt forestille sig sidstnævnte indspille netop det nummer på en fremtidig udgivelse. Inden Rawlings fik lov at give den som en krydsning mellem Jack White og Bob Dylan i Rambling Jack Elliots udgave af ”Diamond Joe”, faldt aftenens klare højdepunkt i form af ”Revalator”, der utvivlsomt står som Welchs og Rawlings' bedste nummer, og som, hvis det ikke allerede er sket, burde skrive sig ind i musikhistorien – det uanset Rawlings fine solo denne aften på steder mere eller mindre citerede Princes guitarsolo fra ”Purple Rain”. Bevidst eller ubevidst, så fremtvang det enkelte smil rundt omkring. Det ændrede dog ikke på det faktum, at den sang var rystende og respektindgydende god. ”Caleb Meyer” fra ”Hell Among the Yearlings” rundede aftenens andet sæt af, inden de forsvandt for næsten med det samme at komme ind igen.

Ekstranumre
Med tiden er ekstranumre blevet et fast indslag for kunstnere til at blive tiljublet lidt mere og spille resten af de numre, de har planlagt, gerne et af deres større numre, hvis de har et sådant, men historisk set var ekstranumre der, hvor kunstnere kunne give los og spille covernumre, som det behagede dem, og også denne tradition holder Welch og Rawlings i hævd. De lagde ud med en glimrende, langsomt brændende version af Neil Youngs mesterlige, men mindre kendte ”Albuquerque”, inden de kastede sig ud i ”Jackson” og for en stund var en levende hyldest til den del af historien, Johnny Cash og June Carter Cash var og er ikoner for. Aftenens sidste nummer, ”Long Black Veil”, som blandt andre også Johnny Cash og The Band har indspillet, blev givet yderst på scenekanten uden brug af mikrofoner foran et tyst og opmærksomt publikum, og det traditionsbevidste makkerpar slog dermed på flere måder en fin historisk krølle på koncertens hale.

To en halv time efter første tone var det slut. I mange stunder var det intenst og fremragende, men enkelte gange stod man med den fornemmelse, som man ud fra pladeudgivelserne må antage Welch og Rawlings også selv har, nemlig, at på trods af den variation og dynamik de på imponerende vis formår at skabe med meget få midler, så mangler der en gang i mellem et band til virkelig at fange alle de dimensioner, der er at finde i musikken. Det akustiske kan præcisere og pointere, men ikke hundrede procent favne og præsentere, når man maler med så bred en historisk og stilistisk pensel, som de gør. Uanset hvor godt det var, og det var vitterligt godt, så stod i hvert fald undertegnede og savnede om ikke The Band, så i hvert fald et band til at bryde og nuancere den i længden lidt ensformige vers-solo-vers-opbygning.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA