x
The Polyphonic Spree: Lollapalooza, Bud Light, Grant Park, Chicago

The Polyphonic Spree, Lollapalooza, Bud Light, Grant Park, Chicago

The Polyphonic Spree: Lollapalooza, Bud Light, Grant Park, Chicago

Anmeldt af Henry Rasmussen | GAFFA

Det er muligt, at Tim DeLaughter gerne vil være Wayne Coyne. Der er i hvert fald påfaldende ligheder mellem Polyphonic Spree og Flaming Lips på scenen – og de spillede såmænd på samme Bud Light scene, hvor Flaming Lips brillerede sidste år.

Lighederne ligger ikke mindst i det ambitiøse sceneshow, komplet med store, hyperenergiske dansekor, kaotiske og kakafoniske mellemspil og De Laughter som frontmand, der ræser rundt og styrer begivenhederne.

Men på en eller anden måde er Polyphonic Spree blevet til mareridtsudgaven af Flaming Lips’ glade drøm. Og hvis DeLaughter vil være den nye konge af happy indie, så er det ærgerligt, at han er så sammenbidt. Hvor Coyne er selvironisk, er DeLaughter selvoptaget, og humoren bliver væk, selv når han kalder sit kor for The Polyphonettes.

Flaming Lips show er bogstaveligt talt farverigt, med tegneseriefigurer, graffiti og balloner. I DeLaughters udgave har hele bandet fået stylede, mørke militæruniformer, og Flaming Lips’ uhæmmede børnehavedans er blevet til koreograferet coolness. Og glæden og hjertet forsvinder.

Ikke mindst: Melodierne mangler. Flaming Lips har et uimodståeligt katalog af sange at gøre med. Polyphonic Spree har ikke en linje, der bider sig fast i hovedet, selv om de prøver at tilsætte en smule britpop-feeling til Coynes americana. Og det meste af publikum stod da også i forstenet undren, mens DeLaughter og hans symfoniske hær hoppede energisk rundt.

Energien forblev på scenen og kom aldrig ud over kanten.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA