x
Razorlight: Bøgescenerne, Danmarks Smukkeste Festival

Razorlight, Bøgescenerne, Danmarks Smukkeste Festival

Razorlight: Bøgescenerne, Danmarks Smukkeste Festival

Anmeldt af John Fogde | GAFFA

Fredag aften blev rundet af med en koncert med engelske Razorlight, hvis velpolerede guitarrock faldt i særdeles god jord hos den store skare mennesker, der var valfartet mod Bøgescenen.

Fra åbningsnummeret ”In The Morning” til det mindre kendte materiale fra gruppens debut fra 2004 blev sangene leveret skarpt og præcist, og selv på de bagerste rækker blev der danset med på sange som ”Golden Touch” og bønnen til Pete Doherty - ”Don't Go Back to Dalston”.

Der var ikke den store publikumskontakt fra hverken frontman Johnny Borrell eller resten af bandet, men en enkelt gang talte han dog til publikum, hvilket var da han skulle præsentere hittet ”America”. Han har gentagne gange udtalt sig særdeles negativt om landet, han dog frygteligt gerne vil slå igennem i, og denne aften var ikke anderledes. ”This is a song about how much I hate George Bush” indledtes sangen, der ikke overraskende vakte jubel på tværs af politiske overbevisninger.

Der var ikke de store udsving eller overraskelser undervejs, men bandet spillede solidt og for en gangs skyld var lyden faktisk også ganske fin på Bøgescenen. Dermed blev aftenens koncertprogram afsluttet på særdeles hæderlig vis, og mon ikke mere end en enkelt pige er gået drømmende derfra med billedet af den skjorteløse Borrell på nethinden.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA