x
Gavin DeGraw: Bøgescenerne, Danmarks Smukkeste Festival

Gavin DeGraw, Bøgescenerne, Danmarks Smukkeste Festival

Gavin DeGraw: Bøgescenerne, Danmarks Smukkeste Festival

Anmeldt af Peter Studstrup | GAFFA

Radiohelten Gavin DeGraw er den fødte charmør, og hans charme var bestemt ikke spildt på den kvindelige del af publikummet på Danmarks Smukkeste Festival, som DeGraw også gæstede sidste år, og som han gladeligt var rejst i 36 timer fra Tampa, Florida for at gense. Og man må sige, at kærligheden var gengældt, for der blev hvinet, hylet, jublet og skreget, hver gang Kasket Karl flashede sit charmesmil. Og den mulighed blev sjældent forsømt.

Som sanger og sangskriver minder Gavin DeGraw en del om Billy Joel. Det er ikke livets store spørgsmål, der berøres, men sangene sælges på den anden side ikke som andet end de iørefaldende bagateller, de er. Sangene er stadigvæk i overvejende grad hentet fra den to år gamle debut Chariot, og måske rigeligt homogene, men alligevel var der fællessangsstemning over numre som Follow Through, Chemical Party og ikke mindst over ekstranummeret Chariot.

Gavin DeGraw er den fødte entertainer og simpelthen garant for en fest, og som sådan et rigtigt velvalgt Skanderborg-navn. Dertil er han yderst velsyngende, ligesom hans guitar, bas og tromme trio er tighte, og fungerer godt i deres selvvalgte statistroller.

Med charme, selvtillid og kasket, et lidt mere varieret udtryk og et par plader mere i ryggen har han alle muligheder for at nå i den absolutte stjerneklasse. For publikum i Skanderborg var han der allerede.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA