Burhan G: Breakout

Burhan G
Breakout

Burhan G: Breakout

GAFFA

CD / Copenhagen Records
Udgivelse D. 10.09.2007
Anmeldt af
Christian Grubert

Nogle anmeldere fik en lille orgasme over debutalbummet Playground, som da absolut viste meget lovende takter. Bl.a. var titelnummeret fantastisk, men det tabte Burhans daværende pladeselskab desværre på gulvet. Nu er han så tilbage med opfølgeren, og den viser en mere moden Burhan, der ved, hvor han vil hen og på mange områder selv har overtaget kontrollen med sin karriere. Han er blevet indlemmet i producerkollektivet Maximum Risk og har dermed haft en ekstra stor finger med i lyden på Breakout. Det er tydeligt, at Burhan ikke har skelet specielt meget til, hvad der er hot lige nu, men nærmere har fokuseret på at skabe sin egen lyd. Det er lykkedes, men det samtidig er det også lykkedes at forvirrre lytteren lidt. Især stikker et nummer som Home, med sine 90’er-rock-ballade-tendenser, helt vildt ud fra resten, og ikke på den fede måde. Og mens vi er ved det knapt så vellykkede, så falder det kedelige og uinspirerede Thank U og det noget Michael Jackson-hellige This Is Our World ind under samme kategori. Heldigvis er her også masser af godt. Og især titelnummeret er en vinder med masser af rendyrket energi og en vokalmelodi, der viser alle Burhans gode sider. Det club-orienterede Can’t Let U Go, det smukt afdæmpede Fly Away og den fantastisk svævende Sacrifice (guitarsoloen ignorerer vi!) er alle også eksempler på, hvor god Burhan kan være til at lave poppet r&b. Det, der så til evig tid vil være et mysterium for mig, er hvorfor en virkelig god sanger som Burhan vælger at bruge så meget autotune på sin vokal. Det gør i de mængder kun godt værre!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA