x
Paul Bley & Kresten Osgood: Florida

Paul Bley & Kresten Osgood
Florida

Paul Bley & Kresten Osgood: Florida

GAFFA

Album / ILK
Udgivelse D. 16.08.2007
Anmeldt af
Ivan Rod

Forestil dig to inkarnerede jazzmusikere. En pianist og en trommeslager. Den ene er amerikaner og 75 år gammel, den anden er dansker og 45 år yngre. De to mødes i et studie i Florida med ét for øje: På én dag at indspille en cd. Og alt skal være improvisation! Forestil dig det. Så kan du måske forestille dig cd’en Florida!?!? De to jazzmusikere på improvisationsalbummet er den rutinerede pianist, Paul Bley, og den unge trommeslager, Kresten Osgood. En konstellation, der nok skal borge for både kvalitet og udtryksmæssig styrke, eftersom de begge har manifesteret sig som suveræne solister på hver deres instrument og som lige så suveræne sidemen i en vifte af konstellationer. Florida er da også et meget lytteværdigt album, med en overraskende fin balance mellem de to musikere. Der er noget uforbeholdent og dog tilbageholdt, noget nøgent og dog smukt over deres improviserede samspil. Noget udfordrende og krævende og dog tilgængeligt og aflæseligt. I den forstand er deres improvisationsalbum et af de mest interessante indenfor netop den sportsgren.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA