x
Vapnet: Pop Revo 07, Studenterhus Århus

Vapnet, Pop Revo 07, Studenterhus Århus

Vapnet: Pop Revo 07, Studenterhus Århus

Anmeldt af Pelle Sonne Lohmann | GAFFA

Allerede på svenske Vapnets debutalbum, der udkom herhjemme i foråret, fornemmede man bandets store potentiale, som ikke mindst hviler på sanger og sangskriver Martin Abrahamssons fine flair for medrivende melodier indsvøbt i relativt svulstige arrangementer. På pladen fremstår materialet trættende i længden, men i live-sammenhænge som denne skal undertegnede ellers lige love for, at bandet vinder. En pragtfuldt righoldig instrumentering, en skøn spilleglæde og en vilje til at skrue op for studieindspilningernes stille gemytter løfter bestemt oplevelsen.

Udtrykket er væsentligt vildere og mere udfarende live – både fordi alle instrumenter virkelig kommer til deres ret, men også fordi, at alle på scenen synes at rocke engageret og oprigtigt med, hvilket ikke just er mindre imponerende det utaknemmeligt talsvage publikum in mente. Instrumenteringen tæller trommer, guitar (elektrisk og akustisk), bas, simple percussion-elementer, keys, fløjtespil og melodica, og det fungerer bare rigtig godt takket være den interne forståelse og det fornemme sammenspil.

Som på pladen er ”Thoméegränd” et helt forrygende og fuldstændig uimodståeligt højdepunkt af de allermest vemodigt klingende. Martin Abrahamssons bløde vokal klæder det melankolske snit, men finest fremstår de glimrende guitarklange og de perfekt underspillede fløjtepassager. Også ”Prästgatan” hører til buketten af numre, der når nye højder live, men selv på scenen møder man trods alt begrænsninger i Vapnets univers, som på bundlinjen endnu tæller en håndfuld rimeligvis ligegyldige numre, der aldrig for alvor fænger eller bliver vedkommende.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA