x
Scarlets Well: Pop Revo 07, Studenterhus Århus

Scarlets Well, Pop Revo 07, Studenterhus Århus

Scarlets Well: Pop Revo 07, Studenterhus Århus

Anmeldt af Pelle Sonne Lohmann | GAFFA

Arrangørerne af Pop Revo Festival har en helt fantastisk evne til at støve aldrende, britiske indie-koryfæer op, og hvor er det bare strålende. Sidste år fik publikum eksempelvis den særdeles eksklusive fornøjelse, det er at opleve Duglas T. Stewart (Mr. BMX Bandits himself), og denne aften gælder det ingen ringere end Bid, som siden slutningen af 1970’erne har beriget musikverdenen med først navnkundige The Monochrome Set og siden slutningen af 1990’erne Scarlet’s Well. Førstnævnte var postpunk, sidstnævnte indiepop/rock med betragtelige doser folkrock.

Og det er Scarlet’s Well, der frydefuldt er på menuen denne aften, hvor bandet behørigt runder festivalens førstedag af med et underskønt sæt, der om noget berettiger bandets og navnlig Bids helt specielle status. Det er undertegnede en gevaldig gåde, at festivalgæsterne så småt har forladt spillestedet til fordel for druk andetsteds eller dyner, og at Scarlet’s Well derfor optræder for øjnene af uforståeligt få mennesker, for bandet er i særklasse åbningsaftenens mest spændende band – både på papiret, men (viser det sig hurtigt) i den grad også i realiteternes verden.

Tidligt i sættet leverer Scarlet’s Well en sagesløst berusende version af den i forvejen himmelsk overdådige ”The Return Of The Hesperus”, der fremstår mere intenst dragende end nogensinde. Mande- og kvindevokal mødes på fortryllende vis i et organisk lydunivers af de lækreste. Sættet igennem svinger og gynger den folkede indie ufortrødent derudad på piskende vis, og det er såre svimlende på den dér ”jeg-er-vidne-til-noget-stort”-måde. Den lumre ”Savage” er et andet højdepunkt, men disse står i kø på en aften, hvor der forhåbentlig er blevet åbnet øjne. Spøjse sammenspils-fejl titter frem hist og pist, men bandet charmer sig snildt fra svipserne og med det højt anlagte niveau in mente tilgiver man også uden tøven kikserne. Fremragende.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA