x
The Twilight Sad: Pop Revo 07, Studenterhus Århus

The Twilight Sad, Pop Revo 07, Studenterhus Århus

The Twilight Sad: Pop Revo 07, Studenterhus Århus

Anmeldt af Pelle Sonne Lohmann | GAFFA

Skotske The Twilight Sad bevæger sig med syvmileskridt fra undergrunden til status som mere alment kendte indierock-helte. Det må derfor betragtes som lidt af et scoop, at Pop Revo-arrangørerne har lokket bandet til Århus og Studenterhusets intime lille scene, hvor det sammen med Jens Lekman med en vis rimelighed kan kategoriseres som festivalens hovednavn.

Ekstra ærgerligt er det derfor, at The Twilight Sad aldrig for alvor gør sig særligt bemærket ved aftenens koncert, hvor bandet i stedet fremstår underligt sterilt og uinspireret. Et er, at trommeslageren helt konsekvent holder sig til den samme grundrytme, der okay lækker til trods bliver trættende i længden. Noget andet og endnu mere grelt er den massive og fuldstændig unuancerede bas- og guitarmur, som synes alt for letkøbt og samtidig temmelig intetsigende.

Til gengæld rummer vokalen betragtelige kvaliteter - vi er ude i den tidstypiske (og efterhånden ret fortærskede) Joy Division/Interpol-monotoni, men James Graham løfter opgaven særligt overbevisende og virkelig kraftfuldt. Og så hører det med til historien, at The Twilight Sad altså ved flere lejligheder kreerer ypperligt eksplosive klimakser og kulminationer. Deraf de tre stjerner.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA