x
Jens Lekman: Pop Revo 07, Studenterhus Århus

Jens Lekman, Pop Revo 07, Studenterhus Århus

Jens Lekman: Pop Revo 07, Studenterhus Århus

Anmeldt af Pelle Sonne Lohmann | GAFFA

Svenske Jens Lekman er vel nok Pop Revo Festivalens absolutte hovednavn i år, hvor han med sin hudløse oprigtighed, sin udkrængende ærlighed og slet og ret yderst fintfølte pop på flere måder synes effektivt at indkapsle hele ånden bag Pop Revo. Kunstneren er derfor selvsagt velvalgt som festival-afslutter denne lørdag nat, hvor han ganske vist ikke skaber en fest på fod med sidste års afslutningskoncert (signeret The Whitest Boy Alive), men hvor han som et af kun ganske få navne alligevel og fortjent formår at hive rundt regnet alle publikummer væk fra baren og hen til scenekanten. En meget værdig, men også vemodig afslutning – nu skal vi atter vente 12 måneder på et lignende arrangement.

Han synes i vanligt, næsten ubærligt ægte godt humør, Jens Lekman, og han tropper op med et kærligt smittende backingband, der med blæsere, strygere og harmonikaer i hånd sikrer en flerfarvet bund, som snildt matcher kunstnerens fyrstelige studieindspilninger. Sammenligninger med folk som Stephin Merritt (The Magnetic Fields), Jonathan Richman og Morrissey er bestemt ikke langt ude i skoven, men Lekman har en egen følsomhed og sensibilitet, som udtrykkes naivt, skarpt og vittigt på samme tid, og så synes han at have et befriende mod på at tænke i alternative baner, hver gang han sætter sig for at skrive en sang.

Vi når genremæssigt relativt vidt omkring, men forbliver dog konstant i et univers, der spinder sig om Jens Lekmans smukt og blidt melankolske stemme og sikre sangskrivning, som aldrig hverken keder eller skrider. Fra den nye plade, ”Night Falls Over Kortedala”, serveres underskønne sager som ”The Opposite Of Hallelujah” og ”Into Eternity”, mens vi fra ”When I Said I Wanted To Be Your Dog” velsignes med ”Julie”, der starter som lavmælt solonummer, men siden tager en flot form af helhed. At der tilmed bliver plads til en decideret rørende udgave af ”Pocketful Of Money” fra ep’en ”Maple Leaves” hen mod slutningen er bare en ekstra og meget, meget fin bonus. En smule irriterende er den lidt fjollet funky version af børneklassikeren ”Bim Bam Busse” til gengæld, selv om det egentlig er helt lettende direkte at bevidne Lekmans lunefulde væsen. Glimrende, tak for nu.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA