Søren Bregendal: Life Is Simple Not Easy

Søren Bregendal
Life Is Simple Not Easy

Søren Bregendal: Life Is Simple Not Easy

GAFFA

CD / Warner Music
Udgivelse D. 01.10.2007
Anmeldt af
Signe Bønsvig Wehding

Det er ikke sikkert, navnet lyder bekendt, men debutanten Bregendal har tidligere haft hånd på mikrofonen i det danske boyband C21, og nu debuterer han altså som solist. Musikalsk er bruddet med bandet til at overse. Lyden af flødecremet pop tilsat simple tekster vælter ud af højttalerne på Life Is Simple Not Easy. Der er blevet kigget dybt i de øverste skuffer af poppens store kommode, hvor Bregendal har fundet dele af Timberlake, Ricky Martin og MLTR’s lyd (klaverbokserballader). Desværre er der ikke meget originalitet tilsat, og udtrykket er blevet jævnt hen kedeligt. På det Ricky Martin-inspirerede Electric Eyes, er der dog et regulært ørehænger-potentiale. Det er da noget. At Warner prøver at sælge 23-årige Bregendal som en dyb kunstner med ar på sjælen er mystisk. Hans musik tilhører, som de film, han spiller med i (Far Til Fire, Rich Kids, serien 2900 Happiness), den letbenede populærgenre. Og det er da okay. Men der er plads til personlig udvikling og meget mere stil.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA