x
Robert Plant: med Alison Krauss: Raising Sand

Robert Plant
med Alison Krauss: Raising Sand

Robert Plant: med Alison Krauss: Raising Sand

GAFFA

Album / Mercury Records
Udgivelse D. 29.10.2007
Anmeldt af
Finn P. Madsen

Det er som at parre Bambi med King Kong. En af årets mest opsigtsvækkende kollaborationer må være samarbejdet mellem Alison Krauss og Robert Plant. Den hviskende sangmuse møder legenden med primalbrølet fra Led Zeppelin. På papiret ikke det mest oplagte kryds. Men på Raising Sand tager tingene en overraskende drejning, hvilket til dels skyldes produceresset T-Bone Burnetts sans for at kæle for detaljerne i musikken og gøre den så organisk og autentisk som muligt. Akkurat som Daniel Lanois gjorde med Emmylou Harris på Wrecking Ball. Robert Plant underspiller i den grad sin stemme og giver plads til, at Alison Krauss kan læne sig blødt ind til ham. Udvalget af de kunstnere, der bliver fortolket, som f.eks. Gene Clark, Tom Waits, Townes Van Zandt og Everly Brothers, kommer til at stå i et mytologisk skær. At høre Robert Plant hviske sig følsomt igennem Van Zandts Nothin', hvor kaskader af overstyrede guitarer og hylende violiner vælter ned over ham, er rent hypnotisk. Og for den, hvor det swinger på de glohede og opdaterede rhythm'n'blues-travere Let Your Loss Be Your Leasson og Gone, Gone, Gone, der er blændende sin fyrrige tremolo-effekt. På Plants egen Please Read The Letters og Gene Clarks Polly Come Home forstår de to vokalister følsomt at aflæse, men samtidig give plads til hinanden. Raising Sand er en ren sanselig åbenbaring og viser, at Robert Plant og Alison Krauss i hænderne på T-Bone Burnett får det uforenelige til at gå op i en højere enhed.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA