x
Manu Chao: KB Hallen, København

Manu Chao, KB Hallen, København

Manu Chao: KB Hallen, København

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Foran et tændt publikum på en lørdag aften, hvor selv fodboldfolket lige så godt kunne synge på spansk, lå den lige til højrebenet for Manu Chao og hans orkester. Og vanen tro fik den omgående på alle tangenter med opspeedet skarock af den særlige slags, som gør sig så charmerende på studiepladerne, men som i KB-Hallen med en forfærdelig akustik og en lydmand, der burde tage på kursus, gjorde at de første numre blev tortur for øregangene. Selv om jeg må medgive, at dansede man pogo oppe i mosh pit foran scenen og havde investeret i høreværn, kunne man sikkert få den tanke, at himmelen var nær. Ligesom jeg egentlig godt kan lide, at manden ikke bare falder for fristelsen og pleaser publikum, men tværtimod viser, at han ikke har glemt den punk, han kom fra.

Manu Chao har dog også andet at byde på, at lige så snart han skruede tempoet ned og satsede på de sikre reggaepopnumre fra de to hitplader, blev han ikke alene venner med de umulige lydforhold, men havde også hele salen i sin hule hånd. Og når den cubanske tres-guitar kom frem, og hittene kom som perler på en snor, så indfandt varmen sig for alvor, og vi var alle til fest med den altfavnende trubadur. Og det er unægtelig en stribe klassikere, som holder rigtigt langt, det pandebåndsprydede energibundt har begået.

Som koncerten udvikledes, fandt Manu, bandet og publikum et groove, en intimitet og fællesskab, ligesom lydmanden tydeligvis havde fundet salen og det rette lydniveau. Tak for det, for det tog lang tid, og det er synd, når man har det repertoire og det budskab.

Der var fede øjeblikke med sange som "Clandestino" og især "Esperanza", hvor hele meningen med, at trods Bush og krig og en verden, der er af lave, så var den næste station håbet, og da Chao så vendte tilbage til skarocken igen, så kom forløsningen, og det fantastisk veloplagte publikum fik valuta for pengene.

Trods fedt repertoire en koncert, der langtfra havde niveauet fra især den første fantastiske koncert på Roskilde Festival. Men gang i den var der, trods lydmand og sal.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA