Valravn: Valravn

Valravn
Valravn

Valravn: Valravn

GAFFA

CD / Gateway Music
Udgivelse D. 17.10.2007
Anmeldt af
Torben Holleufer

Valravn kommer ind i øregangen med brask og bram. Og i Anna Katrin Egilstrød har de en sangerinde, som har en dejlig stemme, der dog føjer sig ind i den stil, som blev grundlagt af Björk, og siden har haft sine bedste udøvere hos bands som Under Byen. Men når det er sagt, har Valravns Anna Katrin en yderst personlig måde at udtrykke sig på, ligesom referencen er Færøerne og ikke Island.
Det er i høj grad et personligt univers, som Valravn har skabt, med stemninger frembragt af Martin Seebergs bratch (en dybere violin) og Søren Hammerlunds keltiske blæseinstrumenter, som skaber en troværdig stemning, der netop bevæger sig fra Skotland og Irland og op mod Færøerne. Dertil kommer de elektroniske virkemidler, som går fint i spænd med Juan Pinos spanske perkussion, specielt hans cajon, som inden for perkussion er blandt undertegnedes favoritter.
Skal der dryppes lidt malurt, så må det være, at kompositionerne ligner hinanden meget, og selv om det skaber masser af identifikation og karakter, så bliver det en kende ensformigt i længden.
Alligevel masser af roser til et band, som melder ud med en stil, som der er masser af perspektiv i. Jeg kan snildt se stort livepotentiale i spændingen mellem Anna Katrins dramatiske og dog sødmefulde vokaler og det øvrige bands særegne klangunivers med de mange vise afstikkere til gamle kulturer. Som eksempelvis sangerindens indiske hints i Under Bølgen Blå. Nærmest som en lille hilsen fra Shivkumar Sharma ... mesteren, der genopfandt netop denne indiske cither. Ligesom de altså kan skrive smukke ting, som nok skal blive spillet og holdt af. Mit råd er: Tjek Valravn ud.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA