x
Walter Trout And Free Radicals: Paletten, Viborg

Walter Trout And Free Radicals, Paletten, Viborg

Walter Trout And Free Radicals: Paletten, Viborg

Anmeldt af Troels Frøkjær | GAFFA

Der var i virkeligheden kun 3 sange og en trommesolo, der virkelig sendte os på himmelflugt på Paletten i Viborg lørdag aften under den sidste koncert i en lang Europaturné. Det var desværre først med Walter Trouts lidt for korte udgave af sin eminente Dylan-fortolkning ”Girl of the North Country”, at bluesfesten virkelig startede, og da var vi vel og mærke 1 time og 20 minutter inde i koncerten. Fortolkningen stammer fra live-pladen ”No More Fish Jokes,” som blev indspillet på Danmarks Smukkeste Festival 1991. ”No More Fish Jokes” er ud over stadig at være Walter Trouts stærkeste plade en milepæl inden for liveplader, hvor Walter Trout med al tydelighed beviser, at han på de gode dage er en gudsbenådet guitarist. En sådan dag var det desværre ikke lørdag i Viborg.

Den første time og 20 minutter henslæbte sig stort set med svage sange, ekvilibristisk guitarlir i Formel 1-tempo leveret uden sjæl og slowblues-numre uden synderlig substans som f.eks. ”She Takes More Than She Gives” fra sidste års svage udspil ”Full Circle”. (En udgivelse, der ellers på papiret burde være en fantastisk plade med gæstesolister og blueslegender på samtlige cd’ens 13 numre.)

Der var generelt alt for lidt variation i koncerten, og bassisten Rick Knapp lignede én som forlængst var draget tilbage til Staterne. Det hørtes naturligt nok på hans spil, som manglede liv og glød. Heller ikke hos manden bag hammondorgelet, Sammy Auila, var der den helt store hjælp at hente for aftenens hovedperson. Joey Pafumi bag trommerne i sit lille glasbur leverede derimod, med konstant jonglerende trommestikker, en flot indsats hele koncerten igennem, hvilket kulminerede med en betagende trommesolo midtvejs i sættet, så man glædedes over, at den næsten glemte sportsgren trommesoloen her var blevet genoptaget eller aldrig var blevet gemt væk.

At Walter Trout havde valgt at lade sin roadie Andrew Elt synge en håndfuld af sine sange gjorde bestemt ikke koncertoplevelsen bedre. Elt lød som en af de der uheldige heavy metal-sangere, der med deres spinkle stemmer behersker teknikken til fulde, men hvis stemme ganske enkelt ikke har den fylde og autoritet, det kræver at synge blues og heavy. Walter Trout har ved egen hjælp, selv på en slap dag som denne, en langt mere udtryksfuld stemme. På ”The Love That We Once Knew” og ”Life In The Jungle,” fra debutpladen af samme navn hørte vi, hvor glimrende en sanger Trout i virkeligheden er.

Mod slutningen af koncerten spillede Walter Trout den smukke ballade ”The Love That We Once Knew” så gribende smukt, at jeg med ét kom i tanke om, hvorfor Walter Trout var manden, der gav undertegnede en af sine allerstørste koncertoplevelser nogensinde ved havet på Hjardemål Klithotel mellem jul og nytår tilbage i 1995, mens han med glød i øjnene fra scenen fortalte om svigermor Anne Gretes julemiddag hjemme i Thisted.

(På Danmarks Smukkeste Festival i sommer kunne vi så ved selvsyn se, hvad god julemad kan medføre, idet Walter Trout på scenen havde medbragt sin danske kone Marie Trout og deres tre sønner.)

Med sangen ”Life In The Jungle”s bastante vellyd og tunge urkraft forsvandt endelig al tvivl om, hvorvidt Walter Trout stadig besidder den magi og det talent, der magter at sende os til vejrs i den salige blueshimmel. Men for fanden da, Walter, hvor skulle vi dog vente længe på den tilstand denne aften!

Trods to sølle anmelderstjerner forlod jeg dog ikke koncerten mere skuffet, end at jeg bare måtte have fan-T-shirten med den geniale påskrift ”Walter Trout and the Radicals: Too many notes too loud!” med hjem. Jeg håber inderligt, at inskriptionen bliver gjort til skamme, næste gang Walter Trout og hans Radicals kommer til byen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA