Ed Harcourt: med Jonna Lee, VoxHall, Århus

Ed Harcourt, med Jonna Lee, VoxHall, Århus

Ed Harcourt: med Jonna Lee, VoxHall, Århus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Den engelske singer-songwriter Ed Harcourt har for nylig udgivet best of-opsamlingen ”Until Tomorrow Then” – lidt tidligt, efter kun fire studiealbum og seks år efter debutalbummet – og er nu taget på turné. I denne omgang besøger han i Danmark kun Århus, men det fremgik nu ikke særlig tydeligt af det sparsomme fremmøde på cirka 100 personer denne julefrokostfredag. Harcourt har dog heller aldrig rigtigt fået sit gennembrud herhjemme – endnu da.

Ed Harcourt stillede op med guitaristen Leo Abrahams og så ham selv på guitar, flygel, slagtøj og samples – altså næsten en solokoncert. Ikke overraskende viste sætlisten sig at være næsten identisk med tracklisten til førnævnte kompilation – dog lidt længere – og der var dermed lagt op til en samling af Harcourts bedste sange gennem tiden. Koncerten lagde da også fint ud med det stemningsfulde og lidt old-school-lydende, småjazzede titelnummer fra opsamlingen, hvor Harcourt fuldendte billedet ved at synge i en gammel såkaldt kugle-mikrofon, der helt automatisk forvrænger stemmen, så det næsten lyder, som om den bliver forstærket af en megafon. Harcourt gik dog over til en mere traditionel mikrofon på næste sang, ”Something In My Eye”, hvor han via sample-teknikken kunne akkompagnere sig selv på både guitar og flygel samt slå på en olietønde, en tamburin og en triangel.

Samplingen blev dog lagt på hylden under tredje sang, den meget smukke ”The Bird Will Sing For Us”, hvor den følgende linje i omkvædet lyder ”but we all die in the end”. To linjer, der meget rammende opsummerer Ed Harcourts sange, der ofte er spændt ud mellem skønhed og lykke på den ene side og tab og tristesse på den anden – både musikalsk og tekstligt. På denne sang fik Harcourt også for alvor luftet sin ganske smukke, lyse og følelses- og længselsfulde vokal, der sender tankerne i retning af navne som Jeff Buckley og Rufus Wainwright – dog uden at nå samme stormfulde højder som disse. Som hos Wainwright har mange af Harcourts ofte afdæmpede og melankolske sange også klaveret som fundament, men Harcourts fingre løber dog ikke helt så ubesværet over ebonitten og ibenholten som Wainwrights. Mindre kan nu også gøre det, og der hersker ikke tvivl om, at han i bogstaveligste forstand synger og spiller det bedste, han har lært – og ofte presser både stemmebåndet og fingrene til det yderste.

Næsten tæppefald midtvejs
Humøret var tydeligt højt hos Harcourt, i hvert fald under koncertens første håndfuld numre, hvor englænderen både jokede med, hvor lidt han havde sovet på den første uge af sin turné – omkring 10 timer – og om, at han ikke børstede tænder, før han gik på scenen, modsat eksempelvis Garth Brooks, ligesom han også fik lavet en spøjs parodi på elefantmanden, som denne bliver fremstillet af John Hurt i David Lynchs film. Senere blev smilet en kende mere stift, da Harcourt flere gange måtte bede nogle uforskammet sniksnakkende publikummer om at tie stille. Forståelig irritation, men det sendte midtvejs i koncerten stemningen i salen på frysepunktet, da Harcourt var ved at ryge ud i et decideret skænderi med flere publikummer, der syntes, han var lige fintfølende nok. Harcourt fik dog reddet skuden på ret kurs igen med blandt andet en stribe smukke, melankolske klaverballader som ”God Protect Your Soul”, ”Crimson Tears” og den mere tempofyldte ”Loneliness” med det meget sigende omkvæd ”Loneliness, what would I do without you?” og opvarmningsnavnet, svenske Jonna Lee på smuk, engleagtig gæstevokal.

Trods det bratte udfald i den gode stemning midtvejs var Ed Harcourt så gavmild, at han spillede i omkring to timer og undervejs kom vidt omkring i sit fine, om end ikke ligefrem prangende bagkatalog. Samspillet med Leo Abrahams og de diskrete samples fungerede udmærket, men man kunne nu ikke lade være med at gribe sig i at savne et regulært band, som ville have kunnet levere større variation, som den kendes på Harcourts plader – og forhåbentlig også have overdøvet eventuelle publikummer med Lotte Heise-syndrom. Og så ved jeg godt, det er unfair at sammenligne, men alligevel: Efter at have set Rufus Wainwright i Musikhuset to dage tidligere er det lidt som at gå fra Technicolor til sort-hvid. Der er altså klasseforskel mellem de to singer-songwritere, der begge sværger til følsomme klaverballader og lidenskabelige vibratostemmer. Men vi kan jo ikke alle være genier – og Ed Harcourt gør det bestemt stadig en del bedre end gennemsnittet.

Opvarmning: Jonna Lee
Inden Ed Harcourt fik vi en halv times solooptræden ved den nyligt albumdebuterende Stockholm-singer-songwriter Jonna Lee. Hun leverede en stribe ganske velskrevne sange, sunget med en smuk, lys og sødmefuld, let vemodig stemme, der gav undertegnede associationer til så forskellige navne som Dolores O’Riordan og Gwen Stefani (uden sidstnævntes popappeal) og akkompagnerede sig på skiftevis akustisk guitar og flygel. Især flygelnumrene viste gode takter, hvor Lee ikke havde problemer med at lokke publikum helt op til scenekanten. Musikalsk er der ikke meget nyt under solen hos Jonna Lee, men hun er et charmerende bekendtskab. Det synes Ed Harcourt vist også – han har indspillet en duet med hende og produceret noget af hendes debutalbum og var også inde på scenen til den fængende og små-hitpotentielle duet ”And Your Love”. Lad os endelig høre mere til den dame. (4 stjerner).


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA