Teitur: The Singer

Teitur
The Singer

Teitur: The Singer

GAFFA

CD / Arlo And Betty Recordings
Udgivelse D. 11.02.2008
Anmeldt af
Erik Barkman

Titlen på Teiturs fjerde album kan roligt tages for pålydende. The Singer er albummet, hvor den talentfulde færing gør op med singer-songwriterens traditionelle parløb med guitar eller piano og lader sin sangstemme stjæle hele spotlyset. Allerede åbnings- og titelnummeret leverer utvetydige beviser for, hvad Teitur kan præstere som sanger. Hans gnidningsfri falset er imponerende, men nok så slående er det, at de færøske fraseringer leverer varen næsten uden backing.
The Singer adskiller sig væsentligt fra tidligere Teitur-udspil ved at være et meget omhyggeligt arrangeret album. I stedet for at indspille sangene med guitar eller keyboard og så smide lidt ekstra instrumenter oveni, har Teitur og den færøske komponist og arrangør Tróndur Bogason orkestreret hver enkelt sang helt fra bunden. Resultatet taler for sig selv. Fra titelnummerets marimba og lavmælte kor over Your Great Book's listigt jazzede rytmesektion til Guilt By Association's teatralske psykodrama er arrangementerne på The Singer fulde af overraskelser.
Ambitionsniveauet er på Talk Talk- eller Steely Dan-niveau, når Teitur iklæder sine charmerende pop-melodier atonale klange, nordisk jazz-tone og klassiske instrumenter – og undertiden virker Teiturs naivistiske tekster en anelse overmatchede af den højtidelige iscenesættelse. Men oftest indgår de storladne arrangementer og Teiturs særlige lune en uforudsigelig alliance, der gør The Singer til et sjældent ambitiøst og i dansk sammenhæng helt unikt pop-album.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA