Skipper Just Frost: Så Siger Man Tak

Skipper Just Frost
Så Siger Man Tak

Skipper Just Frost: Så Siger Man Tak

GAFFA

CD / SJF Records
Udgivelse D. 25.02.2008
Anmeldt af
Ivan Rod

Før hed den SP Just Frost. Gruppen er da også i dag en anden, idet Henrik Schou ”SP” Poulsen efter ti år har taget sin afsked og er blevet erstattet af Ole Skipper Mosgaard. Så nu hedder den Skipper Just Frost. Den spiller noget andet og nyt, men den er tro over for sine rødder. Spiller stadig skramlende roots, boots & blues. Spiller musik, der har rødder i New Orleans, Chicago og Cuba. Men skriver og synger på det danske sprog. Og optræder meget, meget dansk. Det vil sige bramfrit, bøvet og bondsk – på den fede, festlige måde. Ingen tvivl om, at de tre stortrives med musikken. Ingen tvivl om, at de tre kan fylde et halbals dansegulv. Ingen tvivl om, at de tre er dedikerede, dygtige håndværkere. Men deres musikalske grovmotorik fungerer bedre end deres musikalske finmotorik. Deres musik fænger bedre i en dunst af øl og en tåge af røg, end den fænger i en koncertsal eller et par hørebøffer. Ikke at dét er en skuffelse. Det skal bare pointeres, at musikken – i al sin simplicitet – egner sig bedre til live-optræden end aflytning i hjemmet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA