Eels: Det Kongelige Teater, København

Eels, Det Kongelige Teater, København

Eels: Det Kongelige Teater, København

Anmeldt af Lars Rønn Olsen | GAFFA

Rammerne for en konventionel koncertoplevelse lod til atter at skulle sprænges i selskab med Eels. Mark Everett, alias Mr. E og co. havde således meldt deres ankomst på Det Kongelige Teaters smukke gamle scene. Som introduktion til koncerten havde E valgt at vise filmen ”Parallel Worlds, Parallel Lives”, der beskriver faderen, Hugh Everett III's, videnskabelige teorier om parallelle universer, men samtidig også hvorledes far og søn endte med at leve i parallelle verdener. En smuk og anbefalelsesværdig film, der havde publikums uddelte opmærksomhed i hele sin varighed.

Med filmen i mente sad man med en hel ny og aktuel tilgang både til Eels' musik, men i særdeleshed også Mr. E som person. Et utroligt effektivt virkemiddel, der på alle måder øgede spændingen og lysten til at dele en aften med Eels.

Allerede fra første sang ”Dirty Girl”, leveret solo af E, fik man indblik i den forunderlige transformation E gennemgår, hver gang han bevæger sig ind i musikkens verden. Fra den generte, introverte person set i filmen få minutter tidligere, til en person med en selvtillid og en tilstedeværelse mere end stor nok til at fylde Det Kongelige Teater, og tryllebinde hele dets publikum. Anden sang derimod, ”It’s a Motherfucker”, ligeledes solo, fremhævede den velkendte sørgmodige side af E. Én film og to sange, og man føler, man har kendt manden hele sit liv. Sådan.

Herefter fik E selskab af Jeffrey Lyster alias ”The Chet”. Ved dennes entré på scenen gik det op for en, at de begge var iført sorte kedeldragter. Hvor det bredere publikum havde valgt et stivere puds end normalt, vælger Eels at tage sorte kedeldragter på i Det Kongelige Teater. Et varmt og humoristisk bevis på den sarkasme og selvironi, der holder hjulene kørende for Mr. E.

Med The Chet på scenen fik koncerten endnu en dimension. Kun en multikunstner af rang kan et øjeblik spille slide steel på ”Strawberry Blonde”, og i det næste spille sav på det hjerteskærrende ”Elizabeth On The Bathroom Floor”, der i øvrigt nok var koncertens smukkeste øjeblik, i tæt opløb med ”Bus Stop Boxer”, ”I Like Birds” og ”Flyswatter”. Traditionen tro blev sidstnævnte nummer koncertens kreative legeplads, hvilket på ingen måde blev mindre imponerende af det noget ambuterede ensemble. Midt i nummeret lykkedes det The Chet og E at bytte ubemærket plads ved trommerne, hvor E viste, at han ikke har glemt udgangspunktet i sin musikalske karriere.

”It is an honor to be in the country that destroyed my father, and henceforth my childhood” afbryder E koncerten, refererende til faderens møde med Niels Bohr, der i 1954 afviste hans teorier og knækkede hans mod. Senere giver han sig til at læse højt af fanbreve og anmeldelser, der roser ham til skyerne. Senere endnu læser The Chet udvalgte passager fra E’s selvbiografi ”Things The Grandchildren Should Know”. Pauser fra musikken er som alt andet fra E pakket med den livsnødvendige humor og selvironi. En utrolig veldisponeret del af koncerten, der i formåede at binde de to polære sider af E’s personlighed sammen, uden at fjerne opmærksomheden fra musikken.

”P.S. You Rock My World”. Mødet med Mr. E forundrer og kommer bag på én hver gang. Indtrykket af et menneske i opløsning, efterladt fra første gang jeg hørte ”Electro-Shock Blues”, bliver live skudt i sænk hver gang, og ikke mindst denne lørdag. Forventningen om skrøbelig kartasis vædet i gråd bliver erstattet af humor, selvironi og beskidt rock ’n' roll. ”Everyone is dying. And maybe it is time to live”, lyder ordene i aftenens sidste sang og minder en om den fantatiske historie der ligger bag den ligeledes helt fantastiske aften i selskab med Eels.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA