x
Bloodlights: by:Larm, Rockefeller Annex, Oslo

Bloodlights, by:Larm, Rockefeller Annex, Oslo

Bloodlights: by:Larm, Rockefeller Annex, Oslo

Anmeldt af Michael Gonzalez | GAFFA

Norske Bloodlights er Captain Poon fra hedengangne Gluecifers nye projekt, og der er da også en hel del forventningsfulde nordmænd, der er troppet op foran scenen denne lørdag aften. Blandt andre Norges kronprins Haakon, der ser ud til at befinde sig vel i selskab med de punkede hard-rockere.

Bloodlights lægger ud med nummeret ”Bullshit On Your Mind”, en titel, man som tilskuer fristes til at tage lidt for bogstaveligt. Bandet spiller mudret metal-rock og medlemmerne i Bloodlights fremstår som the missing link mellem emo og 80’er heavy – på den ufede måde.

Næste nummer fra bandet hedder ”Where The Stars Don't Shine” og en anden ting, der denne aften ikke funkler, er lyden, der rent ud sagt stinker, og hvad der måtte være af detaljer og variation i Bloodlights’ musik drukner i det buldrende ekko fra bas og stortromme.

I næste nummer ”The Hammer And The Wheel” bliver der spillet derudad, men udtrykket er gumpetungt, og musikken har slet ikke den friskhed over sig, der lægges op til.

Forsanger Captain Poon gør, hvad han kan for at fungere som indpisker, men savner i den grad autoritet, og hans vokal har meget svært ved at bære bandets numre. Visse steder lyder det endda som om, han slet ikke prøver.

For at få tiden til at gå, kan man under koncerten muntre sig med at bemærke hans tykke norske accent. De gange det altså er muligt at spore, hvad han synger igennem det mudrede lydhelvede. Nogen burde virkelig tage en snak med den lydmand, for han gør bestemt ikke slemt bedre.

I ”Easy Target” forsøges der med en ubehjælpsom guitar-solo, men musikken haler fortsat, og man har snarere fornemmelsen af at stå i et folkeskole-øvelokale snarere end foran et erfarent rock-band.

Med nummeret ””New Rose” leverer Bloodlights en gang garage-punk-rock med et knivspids metal og et tykt lag glasur af engelsk med norsk accent. Det er alt sammen meget klichéfyldt, men ikke på den sjove måde.

Bandets numre fænger ikke, og de ikke-eksisterende melodier kommer i bedste fald til at fremstå ligegyldige. Dette lader dog ikke til at genere publikum synderligt, for flere steder bliver der nikket ivrigt i takt til musikken.

I ”One Eye Open” sunger Poon ”This has gotta be bad”, og man kan da kun give ham ret i hans antagelse. Bloodlines formår dog i løbet af koncerten at få en halv time til at føles som halvanden, så dén skal de da have med sig.

Elendig lyd og dårlige numre til trods er energien og spilleglæden der hele vejen igennem, og for det får Bloodlights to stjerner med på vejen, for musikalsk har de vitterligt ikke meget at byde på.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA