Neil Young: Falconer Center, København

Neil Young, Falconer Center, København

Neil Young: Falconer Center, København

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Der er koncertoplevelser, der er sætter sig i hukommelsen og aldrig glemmes. Hvor alt går op i en enhed og selv den garvede står rystet som var det første gang. Som om musik var noget, der blev opfundet lige der på stedet. Sådan var det med Neil Youngs koncert i Falkoner Centret.

Vi havde først stiftet bekendtskab med bandet, der loyalt backede Neil Youngs kone op i ti numre med fin countrymusik, hvor hun viste, at niveauet har grænser. Men pænt var det.

Noget helt andet var da gemalen indtog scenen og satte sig omgivet af akustiske guitarer for at gå i gang med den første stribe fra det mesterlige katalog, hvor andet nummer var en overraskelse, for det var intet andet end "Ambulance Blues" fra mesterværket "On The Beach", dog her udsat for sologuitar. Og som han sang. Knivskarpt som i ungdommen og med et greb om guitaren som er usvækket. Efter nogle numre lunter han elegant over til flyglet og giver os det første øjebliks glimt af himlen, da han skifter til strings midt i "A Man Needs A Maid". Spillet på tangenterne er solidt og varieret. Og så tilbage til guitaren igen. Derefter til klaveret og vupti: En superversion af "Journey Through The Past". Og der er meget mere i vente.

Neil Young griber sin banjo og mumler noget om venner, der ikke er her mere og kommer med den første joke om "Tonight's The Night"-sessionen: "Nils Lofgren was there, Ralph Molina, etc....- and I was half there!". Dedikerer den altid gribende "Mellow My Mind" til sin afdøde producer David Briggs. Næste nummer er en sjældenhed, nemlig "New Art Blues", som var på programmet med Crosby, Stills & Nash i 1970'erne og aldrig indspillet og derefter en superversion af "Don't Let It Bring You Down". Slutter og husker at han glemte første vers. Tager det en gang til. Det her er kæmpestort. Mandens aura omfatter hele rummet. Hvorefter han slutter et unikt akustisk sæt med "Cowgirl In The Sand". Allerede har han åbnet døren til paradis, og festen er end ikke helt begyndt.

20 minutters pause og så lige på og hårdt med "Mr. Soul", det gamle Buffalo Springfield-hit. Videre hen over "Dirty Old Man" og i med hardcorepunk og "Spirit Road". Nashvilledrengene Rosas og Keith ser ud, som om de aldrig har bestilt andet. Molina fra Crazy Horse er bag trommerne, og han får ikke lov til at gå herfra uden at bestille noget. Hvorefter Neil Young får hårene til at stritte med en episk version af "Down By The River", hvor det monumentale riff i omkvædet og følgesætningen "I Shot My Baby" og helt nye facetter i den efterfølgende guitarsolo får tårene frem og man er rørt og kuldkastet og genopfundet. For at få rocken lige i synet med "Hey, Hey, My, My (Into The Black)" og lidt længere fremme endnu en snert af Nashville med Don Gibson-nummeret "Oh, Lonesome Me".

Bagved vejer Dannebrog og Jolly Roger og snart rulles det helt tunge skyts ud med "Powderfinger" og en helt vild version af "No Hidden Path", hvor Neils guitar går over i hardcore rockavantgarde og er en fejring af støjens nirvana, som bare bliver ved og ved. Her tages ingen fanger. Med octaverpedalen ender vi helt nede i bunden, hvor stemmen flagrer som en hvisken fra det hinsides, en knasende primalrejse i rock og damp. Så er det stående ovation og "Cinnamon Girl" til at gå hjem på.

Vel at mærke fra en koncert på et helt eget niveau.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA