x
James Blunt: KB Hallen, København

James Blunt, KB Hallen, København

James Blunt: KB Hallen, København

Anmeldt af Line Bang Jensen | GAFFA

Der er ikke meget Indiana over opvarmningsbandet The Hoosiers, snarere noget ærkebritisk (og lidt svensk) middle-of-the-road indie-pop, men de bevæger sig dog forsøgsvist rundt i genrerne, og virker ikke uden potentiale, hvis de ellers formår at skille sig lidt mere ud med tiden. De fortæller, at det er deres første turné, og takker ydmygt for, at publikum ikke har smidt ting efter dem.

Desværre er lyden i salen ikke med dem, og derudover lader forsangeren, Irwin Sparkes, flere gange til at være på vej et sted hen med sin stemme, hvor den ikke helt vil med. Men ambitionerne er der.

Hvis man ikke hører til blandt de højeste, var det også så som så med udsynet under opvarmningen, men da James Blunt går på, blændes der samtidig op for et par storskærme, der sikrer, at alle kan se. Sammenholdt med det, at lyden nu faktisk fungerer overraskende godt i hallen, er der rent teknisk ikke så meget mere at sætte finger på.

Iført jakkesæt og med de våde puppydog-øjne, der prøvende afsøger salen, lægger Blunt forsigtigt ud med tre numre i rap før han tager kontakt til publikum. Han beklager sit danske, der kun rækker til et ”tak”, og fortsætter derefter målrettet med at spille næsten samtlige numre fra sine to album igennem.

Som koncerten skrider frem, tør både James Blunt og publikum mere og mere op, der trampes og klappes taktfast, og Blunt smider jakken og begynder at bevæge sig mere rundt på scenen. Under ”Goodbye My Lover”, udført kun med vokal og piano synger publikum kor så det faktisk er tæt på imponerende, mængdens størrelse taget i betragtning. Efter ”Coz I Love You”, hvor publikum også er rigtig godt med, føler Blunt sig så familiær med de tilstedeværende, at han må ned langs forreste række, læne sig over hegnet og dele knus ud.

Så er der også i den grad varmet op til superhittet ”You’re Beautiful”, hvor lighterne hives frem, og der igen synges kor, dog knap så vellykket denne gang.

James Blunt har en længere karriere i militæret bag sig, og har blandt andet været udstationeret i Kosovo. Nummeret ”No Bravery” er skrevet til minde om den tid, fortæller han, og så får den ellers ikke for lidt på storskærmen, med ruiner, landminer og hulkindede børn. Nogle ville måske indvende, at den slags er lige kvalmt og klichéfyldt nok, men på den anden side passer det meget godt til den følsomme fyr med guitaren, at han lige skal redde verden undervejs.

Inden sættets sidste nummer husker Blunt lige at præsentere sit band, og så ruller han sig ellers ud med ”So Long, Jimmy”, der afsluttes med en sky af konfetti (ja, konfetti) ud over publikum og til sidst et slag på en stor gongong.

Efter den omgang har publikum svært ved at komme ned på jorden igen, hvilket er heldigt, da der også er planlagt tre ekstranumre. Efter aftenens absolut sidste nummer, den energiske ”1973”, kammer det lidt over for Blunt, der først kravler op at stå på klaveret og efterfølgende begynder at løbe frem og tilbage på scenen med armene over hovedet, solende sig i klapsalverne, der dog aftager, da det går op for publikum, at de ikke kan klemme mere musik ud af ham.

Hvis man kan se bort fra krukkeriet, og i stedet fokusere på det tekniske, der som sagt fungerede upåklageligt, er der bestemt tale om en vellykket koncert, om end uden de store musikalske udskejelser. Så mon ikke James Blunt får en mindst lige så varm velkomst, næste gang han beslutter at besøge København.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA