Dolly Parton: Viborg Stadion

Dolly Parton, Viborg Stadion

Dolly Parton: Viborg Stadion

Anmeldt af Per Bloch Andersen | GAFFA

Hvis man nogensinde skulle have gang i argumenterne for og imod stadionkoncerter, kritikken af overambitiøse koncertarrangører eller en diskussion af, hvor meget af Dolly Parton der er ægte, så ville dette være den oplagte mulighed.

Flere ting gjorde en alvorlig indsats for at stjæle billedet fra aftenens hovednavn. Men heldigvis var Deres udsendte fra GAFFA, og dennes fader, udstyret med en ukuelig insisteren på at fokusere på det, som det handlede om – nemlig musik, underholdning og mødet med en af både fortidens og nutidens største sangstemmer: Dolly Rebecca Parton.

Bandet gjorde sin entre et par minutter før annonceret og påbegyndte et 100 minutters show, hvor Dolly var centrum, men hvor der også var plads til afstikkere i retning af hendes 11 musikere, der ganske som forventet var intet mindre end eminente. Med Dolly i hvidt suit, lange røde negle og et kæmpe smil.

Man kunne have frygtet, at hun lod sig mærke med det halvtomme stadion, men sangglæden og professionalismen (bemærk rækkefølgen!) efterlod ikke skyggen af skuffelse – tværtimod var hun mere end energisk og særdeles tilstedeværende.

Lad mig bare indrømme, at mine forventninger til koncerten havde oversteget acceptabelt niveau. Måske var det den lange køretur fra det københavnske til det jyske – måske var det de mange måneders venten og opbyggen til den store dag. Det meste blev indfriet, og det, der ikke gjorde, skulle formentlig ikke blive det.

10 meter fra Dolly
Sætlisten var et miks af både nyt fra Dollys seneste udgivelse ”Backwoods Barbie” og gammelt helt tilbage fra 1966. Hvor mange kan lave et sådant spænd i tidslinien, når kravet også er, at man selv skal have skrevet musikken? Og samtidig blev det også til et miks af både hendes poppede country-numre, hendes bluegrass-materiale og hendes ballader – henholdsvis ”9 to 5”, ”Little Sparrow” og ”I Will Always Love You”, for at nævne et par eksempler.

Personligt er jeg mest til bluegrass-materialet, da det er her, Dollys fuldstændig ubegribeligt smukke stemme for alvor kommer til sin ret og her, hendes musikeres ekvilibrisme står i fuldt flor. Men live kan det være hip som hap: stemning og hendes nærvær fratog mig enhver form for kritisk sans. Indrømmet. Jeg tror faktisk, hun kunne have spillet hvad som helst, og jeg ville stadig havde nydt det. Længe leve den totale overgivelse til det musikalske nu!

Hvis jeg, under kraftigt pres og med kravet om kritisk sans, skal fremmane en kritisk røst, så bliver den for det første meget lav og for det andet også ret ligegyldig:

Jeg kan ikke andet end efterlades i forundrende tvivl om, hvorvidt hun virkelig kan spille både violin, el-guitar, akustisk guitar, klaver, banjo, fløjte og indtil flere andre instrumenter, med så lange negle. Og tilmed til perfektion. Hun gjorde det, og jeg så det med mine egne øjne, men jeg ved ikke, om jeg i de sekunder lagde øjne til illusionisten Dolly Parton.

Igennem tiderne har flere anklaget hende for at være kunstig og formentlig hentydet til hendes udseende (?!). Jeg melder mig ud af truppen og læner mig i stedet op ad hendes sangstemme, musikalitet og oprigtighed. Hvis man kommer sin kritiker i forkøbet ved at udstille sine egne svagheder, bliver det så ikke en styrke? Og når man med både humor og overskud formår at levere sin kunst, gør det så noget, man også er lidt kunstig? Uanset hvad, så vælger jeg at blive ramt af en inderlighed, charme og autenticitet, som i den grad er beundringsværdig.

Og nu har jeg endelig set den live – på 10 meters afstand ... det føltes som endnu mindre.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA