x
The Magnetic Fields: Store Vega, København

The Magnetic Fields, Store Vega, København

The Magnetic Fields: Store Vega, København

Anmeldt af Henrik Østergaard | GAFFA

Det var en misantropisk sarkasme fra den amerikanske østkyst, sangskriver Stephin Merritt havde bragt med sig i ugen, hvor det danske musikfolk ellers er klar til at feste til ugenkendelighed på Roskilde Festival. Festivalen til trods var der forholdsvis mange fremmødte publikummer denne aften i Store Vega, som til lejligheden var indrettet med siddepladser. De var kommet for at høre Merritts særprægede tekstunivers, hvor spydigheder og ironi er altoverskyggende.

Som det er tilfældet med indiekoncerter, var stramme jeans og store briller den allestedsnærværende mode blandt publikum. Denne tirsdag i Vega blev det seneste look dog mest båret af fyre i slut-tyverne/start-trediverne, hvilket blot var med til at bevidne om The Magnetic Fields’ mange år på musikscenen.

Koncerten var akustisk, så selv om gruppens seneste udspil, ”Distortion”, er en omgang larmende guitar-synth-pop med elektroniske effekter, blev der ikke skruet op for strømfladerne denne aften. Ja, der blev næsten slet ikke skruet op overhovedet, hvorfor decibelen havde svært ved at nå ud i de yderste kroge af stolerækkerne. Der måtte hele koncerten igennem spidses ører for at få mange af de sagte toner med.

Det var dog også minimalt, hvad der var, at folde ørerne ud til. Musikken blev ofte tilsidesat til fordel for jokes og humor, ulidelige og excentriske indforståede kommentarer samt dræbende kedelige joviale anekdoter, hvilket gav aftenen et udtryk at stilstand. Der blev aldrig givet lov til at lade musikken flyde eller teksterne forplante sig.

Musikalsk blev sangene bistået af Merritt på den sjove, metalliskklingende pæreformede bouzouki og hans faste følgesvend, Claudia Gonson på piano og ligeledes vokaler. Desuden var der cello og guitar inde over.

Det var en koncert, der musikalsk næsten var så tom, som en koncert kan blive. Fremføringen skinnede momentvist, men mest når vokalen blev styret af gruppens supplerende sangerinde, Shirley Simms, som med en ung Marianne Faithfull-vokal ofte stjal showet. Hun kunne dog ikke få lov til at holde stjernerne funklende, så alt i alt en lang, allerede glemt aften.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA