x
Toumani Diabaté: Haveselskabets have, Frederiksberg, Copenhagen Jazz Festival

Toumani Diabaté, Haveselskabets have, Frederiksberg, Copenhagen Jazz Festival

Toumani Diabaté: Haveselskabets have, Frederiksberg, Copenhagen Jazz Festival

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Man må sige, at Toumani Diabaté er vokset på alle måder inden for de sidste år. Okay, allerede da undertegnede så og interviewede ham første gang i 1996 og han turnerede med den berømte trio med de to nuværende stjerner Basekou Koyaté (ngoni) og Keletigui Diabaté (balafon), var han helt unik. Men som han selv vil sige det, så var det mødet og samarbejdet med Ali Farka Touré, som genfødte ham spirituelt og satte ham i gang med alle de store opgaver.

Vi så det med hans bigband T. D.'s Symmetric Orchestra og på den seneste soloskive, "The Mandé Variations", hvor han spiller på et helt uimodståligt niveau, og nu kom han hertil på en turné, der var startet i marokkanske Essaouira på den årlige Gnawa-festival, hvor undertegnede også var til stede. På denne aften på Frederiksberg var der faktisk et - efter mesterens eget udsagn - halvfærdigt nummer tilegnet byen i Marokko, et - synes jeg - godt snapshot fra en by i vinden ved Atlanterhavet, hvor alskens impulser vælter ind.

Modsat tidligere optrædener kom Toumani Diabaté med en oktet, som var overraskende jazzet. En opstilling, som klædte ham umådeligt, fordi han nemt kunne skifte mellem det samlede og det helt enkelte, fra de blideste toners rislen til et kraftfuldt og funky udtryk. Helt uden Symmetric Orchestras pædagogiske sigte. Som det var på denne solskinsaften på den grønne plæne, voksede tonerne sig simpelthen frem stille og sindigt, til syvende og sidst bundet sammen af Toumanis kora.

Og så var der solostykkerne. Her har han fundet endnu et trin op ad stigen mod det guddommelige. Den meditative ro, den emotionelle udfoldelse, det tilbageholdte - Toumani Diabaté mestrer alle farver og stemninger, og han holdt det mere og mere måbende publikum i sin hule hånd. For det er bare sjældent, at man ser virtuoser i så høj grad i besiddelse af nådegaver fra det hinsides.

Som vanligt havde han onklen og grioten Kasse Mady Diabaté med på sang, og som en overraskelse sønnen Siddikki, opkaldt efter Toumanis berømte afdøde far. Og sønnen viste os prøver på den nye trend i Bamako, da han i bedste Ba Sissokko-stil kørte sin kora gennem en wah-wah pedal, ligesom han også endte med at tage fra med en solo, der viste vejen frem.

Noget af det, der især imponerede, var måden hvorpå de afrikanske musikere spillede jazz på vestlige præmisser med et afrikansk feel. Gruppen var selvfølgelig håndplukket, og fremstod meget homogen og stærk.

Alligevel var stjernen over dem alle Toumani, der sluttede med et kursus i kora, lavet over folkesangen "Diaraby", som også Ali Farka Touré spillede. Det var her, at sønnen glimtede - inden farmand med endnu en ufatbar perlerække af toner tog sættet hjem.

Stor, stor oplevelse, igenigen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA