x
Angélique Kidjo: Copenhagen Jazzfestival, Det Kgl. Teaters Gl. Scene

Angélique Kidjo, Copenhagen Jazzfestival, Det Kgl. Teaters Gl. Scene

Angélique Kidjo: Copenhagen Jazzfestival, Det Kgl. Teaters Gl. Scene

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

Det er 15 år siden, sangerinden fra Benin første gang gæstede Danmark. Siden er hun ofte vendt tilbage, den lille mørke stålfjeder med den store sanselige stemme, for at opildne forsigtige danskere til kåd dans. Dét gjorde hun igen onsdag aften, under sit besøg på Det Kgl. Teaters fornemme gamle scene. Hun tog – om jeg så må sige – uskylden på teatret og dets traditioner og omdannede sammen med et bølgende hav af selvfede danskere de skrå brædder i den ærværdige kunstbygning til et amatørernes danseparadis.

Pludselig var det, som befandt jeg mig til en folkefest på Pejsegården i Brædstrup. Ikke at der er noget galt med København og Det Kgl. Teater, endsige Brædstrup og Pejsegården – men der er en væsensforskel på hovedstaden og dens gamle kongelige teater og provinsen og dens folkelige krohaller – hvilket hverken aftenens hovedperson eller (hovedparten af) publikum tilsyneladende havde gjorde sig klart. Det, der kunne have udviklet sig til en fed aften med en god sangerinde og nogle habile musikere, udviklede sig dermed til et party, som var af en helt anden karakter end det, man med rette kunne forvente af et hovednavn under Copenhagen Jazzfestival. Især når man påtænker, at Angélique Kidjo var blevet lanceret som et af en håndfuld hovednavne under fællesbetegnelsen Giant Jazz. Det er i orden, at hun ikke spillede jazz, for det gør hun jo ikke. Men det er på en måde ikke i orden, at hun valgte at bruge broderparten af sin tid på scenen med at politisere (d.v.s. tale om globalisering, identitetsudvikling og storpolitik) og feste (d.v.s. danse rundt på scenen sammen med en masse danskere).

Jeg er på det rene med, at alene det – at skrive dette – er ensbetydende med at jeg nedkalder en vrede over mig. For hvordan kan jeg være andet end en sur gammel mand, når jeg noterer noget så negativt i min blok i stedet for at give mig hen og deltage i folkemængdens dans på Gamle Scene? Sagen er den, at de dansende onsdag aften simpelthen var alt for taknemmelige for alt for lidt. Sagen er den, at den megen ståhej enten skyldtes 1), at Angélique Kidjo var fejlplaceret på Jazzfestivalen og især Det Kgl. Teaters Gl. Scene eller 2) dækkede over, at både hun og hendes musikere alene formåede en én-dimensionel optræden. Én-dimensionel – det var både musikken og sangerindens optræden i hvert fald. Når man både ved, hvad netop hun formår med sin stemme, og hvad afrikansk musik i det hele taget spænder over nu om dage, så er konklusionen den enkle – Angelique Kidjo var én-dimensionel i sin optræden på Copenhagen Jazzfestival. Og det uanset om hun sang numre fra sin nye plade eller vendte tilbage til sit ”gamle” hit Agolo. Dét – kombineret med hendes manerer – hvor hun det ene øjeblik spillede vredladen som en anden Grace Jones, det andet øjeblik spillede barnligt forurettet som en anden tegneseriefigur – gjorde vanskeliggjorde ambitionen om at høre en stor afrikansk sangerinde folde sig ud.

Irritationsmomenterne til trods så blev også jeg denne aften i København mindet om, hvilken storslået sangerinde hun er, og hvilke interessante toner, der udgår fra kontinentet i syd.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA