D-A-D: Grøn Scene, Grøn Koncert, Esbjerg

D-A-D, Grøn Scene, Grøn Koncert, Esbjerg

D-A-D: Grøn Scene, Grøn Koncert, Esbjerg

Anmeldt af Jakob Østergaard Nielsen | GAFFA

D-A-D har efterhånden været sammen i en mindre menneskealder. Siden bandet blev dannet i det københavnske i starten af 1980'erne, har brødrene Binzer og følge været fast inventar på rockscenen herhjemme. Det er derudover imponerende, at det kun er blevet til en enkelt udskiftning i bandet (trommeslager Peter Lundholm Jensen for Laust Sonne), der for alvor gjorde sig gældende med albummet ”No Fuel Left For The Pilgrims” fra 1989, der både indbragte D-A-D et på dansk grund stort hit (”Sleeping My Day Away”) og en pladekontrakt med amerikanske Warner. Af nogle af de samme årsager har bandet også deltaget i Grøn Koncert hele seks gange tidligere, og derfor var det heller ikke nogen stor overraskelse, at D-A-D endnu en gang stod på plakaten i Esbjerg og lukkede og slukkede på Grøn Scene.

Efter en storladen åbning blev der fra starten skruet op for tempoet med fyrværkeri på scenen, bassist Stig Pedersen i et besnærende turkis outfit med tilhørende sorte støvler og en omgang potent rock'n'roll i bundsolide 4/4, og da arrangørerne samtidig havde valgt at skrue væsentligt op for det samlede lydniveau, kunne det næsten ikke blive større (eller hvert fald bare højere). I samme spor fortsatte bandet indtil den ballade-agtige ”Soft Dogs”, der var en højest effektiv publikumsyndling og blev indledt af Laust Sonne, som nummeret igennem trådte i karakter som en markant og alligevel fintfølende rytmisk indpisker. I det overordnede og dobbelte spor fortsatte bandet koncerten ud med enkelte opsigtsvækkende indslag som Pedersens spøjse vokalarbejde på den ellers nogenlunde hengemte ”Riding With Sue” og guitarist Jacob Binzers prægnante spil på ”Call Of The Wild”.

Overordnet leverede D-A-D både den showmæssige og musikalske del af varen på trods af efterhånden tungtvejende erfaring, rutine og lignende, og specielt Laust Sonne stod (endnu en gang) ud som en højest potent og teknisk ferm ankermand i bandet. Alligevel manglede der fra tid til anden lidt overordnet variation til dels i materialet og til dels i udførelsen af selv samme, da mulighederne i den arketypiske rock'n'roll-opstilling bestående af bas, trommer og to guitarer blev en anelse for begrænsede. Det bevirkede også, at (Jacob) Binzer og Sonne som oftest blev placeret i de fremskudte positioner, når der skulle fremtvinges et afgørende musikalsk klimaks, hvilket i længden blev jævnt forudsigeligt. Den forudsigelighed er formodentlig både styrken og svagheden ved D-A-D, da bandet hvert fald live i lige så høj grad lever af deres tidligere præstationer som deres nuværende, men på trods deraf efterlyses der lidt overordnet nytænkning herfra, selv om forventningens glæde ved flere lejligheder tydeligvis var endda meget stor blandt publikum.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA