Trolle//Siebenhaar: Couple Therapy

Trolle//Siebenhaar
Couple Therapy

Trolle//Siebenhaar: Couple Therapy

GAFFA

CD / Remee And Friends
Udgivelse D. 11.08.2008
Anmeldt af
Ole Rosenstand Svidt

Et af 2006’s store danske hits var Sweet Dogs, et samarbejde mellem sangerinden Ane Trolle og multimusikeren Martin Siebenhaar alias Pato. Først nu er makkerparret klar med et album, efter at Ane Trolle i mellemtiden har markeret sig stærkt med duoen JaConfetti og som gæstevokalist hos blandt andre Trentemøller og Peder. Det er også Ane Trolles stemme, der er det helt store aktiv hos Trolle//Siebenhaar. Hendes let tilbageholdte, diskret hæse, nænsomt sensuelle og meget kontrollerede sangforedrag er klogeligt mikset langt frem i lydbilledet på Couple Therapy, som fortsætter, hvor Sweet Dogs slap. Altså med en blanding af pop, dub og reggae. Sweet Dogs er stadig makkerparrets stærkeste sangmæssige trumfkort, men Couple Therapy byder på en stribe ganske fine sange, eksempelvis den glade, fløjtende nye single These Streets, den ligeledes energiske Sunday Song, hvor Siebenhaar til en afveksling også er ved mikrofonen, og den mere eftertænksomme Shortcuts med stærke gæstevokaler af den ret ukendte Dino Fantastic. I det hele taget viser Couple Therapy, at Trolle//Siebenhaar ikke (længere) har det mindste brug for musikalsk parterapi – og lur mig, om der ikke venter en Danish Music Awards-nominering i kategorien ”årets danske sangerinde” til Ane Trolle oven på hendes overlegne sangpræstation.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA