x
Death Cab For Cutie: Fiberfib.com, Benicàssim

Death Cab For Cutie, Fiberfib.com, Benicàssim

Death Cab For Cutie: Fiberfib.com, Benicàssim

Anmeldt af John Fogde | GAFFA

Ben Gibbard og resten af medlemmerne i Death Cab For Cutie har måske ikke lige Róisín Murphys udseende, Mikas oppustelige dukker eller Jon Spencers coolness. Men det tog dem ikke mange sekunder at minde os om, at det jo for helvede heller ikke er det, det handler om.

Bandet har nemlig sangene og ikke mindst teksterne til at forvandle publikum til en storsvedende og højtskrålende masse, der fint kan nøjes med, at Gibbards kontakt til publikum sker ved et par gange undervejs at sige ”Thanks, you guys are awesome!”.

Dødstaxaen startede ud med en medrivende version af ”Bixby Canyon Bridge”, der også åbner deres seneste album ”Narrow Stairs”. Liveversionen havde endnu mere pondus end den indspillede udgave og udviklede sig fra et enkelt anslag på guitaren til et firehovedet monster, hvor bandet ikke bare fremviste deres musikalske evner, men også deres evne til at være en fantastisk enhed.

Stemningen fik lige en tak mere med ”The New Year”, og da ”Why You'd Want To Live Here” satte i gang med et brag, var det tydeligt, at der ikke var nogen vej tilbage – det ville blive en fænomenal oplevelse.

Bandet spillede kun fire sange fra deres seneste album, og fyldte ellers ud med perler fra bagkataloget til koncerten, der føltes alt for kort. Sange som ”Long Division” og ”Cath...” fungerede perfekt, men som på pladen var aksen i koncerten den mere end otte minutter lange ”I Will Possess Your Heart”, der ikke var blevet afkortet til lejligheden.

Den manglede måske lige en tand af den klaustrofobiske og småskræmmende stemning, som den indspillede version besidder. Men det var en fornøjelse efter nogle minutter at se Gibbard fyre sin guitar op i luften, og nærmest, som roadien greb den, angribe klaveret med samme intensitet, som han havde lagt i sit guitarspil.

Koncerten kulminerede med en version af ”Transatlanticism”, der fremmanede både gåsehud og en enkelt tåre i øjenkrogen, mens publikum stemte i med ordene ”I Need You So Much Closer”. Det er sgu svært at forestille sig noget ret meget større.

Der var ingen konfetti, dansende bjørne eller storskærmsbilleder. Men der var et band, der bliver bedre for hver gang man ser dem, og en stribe sange, der kombinerer fantastiske tekster med melodier og energi på en særdeles unik måde. Og det er jo netop det, det hele handler om.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA