x
Infernal: Danmarks Smukkeste Festival, Bøgescenerne

Infernal, Danmarks Smukkeste Festival, Bøgescenerne

Infernal: Danmarks Smukkeste Festival, Bøgescenerne

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Billeder: Martin Rosenauer

Respekten om Infernal har været stigende den senere tid. De tidligere så udskældte dancepoppere har fået roser for deres internationale succes, for at have eksisteret i nu over ti år og dermed langt længere end Aqua, ligesom de indtil videre har nået at udsende fem album. Unægteligt en lang levetid for en døgnflue. Desuden har forsanger Lina Rafn gjort sig positivt bemærket med relativt indsigtsfulde kommentarer som dommer i X Factor, ligesom hun modigt har anlagt sag mod skatteministeriet for at kunne trække udgifter til scenetøj fra på selvangivelsen.

Mine forventinger til aftenens koncert var derfor forholdsvis høje, og de blev ikke mindre af, at jeg var blevet informeret om, at gruppen til denne koncert ville optage en live-dvd med 18 kameraer, heraf én svigende på en kran, og havde medbragt optageudstyr for angiveligt hele 55 millioner kroner (!).

Lina Rafn og keyboardspiller Paw Lagermann gik da også på scenen med et stort anlagt show bestående af fuldt band, to korsangerinder og fire dansere. Ja, faktisk kom først Paw, så Lina ind på scenen ud af det blå fra en ellers tom kasse i bedste tryllekunstnerstil. Gruppens og dansernes sort-hvide tøj med sjove hatte gav også associationer til gøgl, tryllekunst og cirkus, og både Lina og danserne havde indøvet en stram og veludført koreografi. For det er og bliver jo popmusik i det absolut mere letbenede ende, Infernal leverer, og så skal der altså være noget at se på. Alene bliver musikken hurtigt for kedelig. Men der var noget at se på, og koncerten bød da også på adskillige kostumeskift hos Lina. Så man forstår godt hendes retssag mod skatteministeren.

Vi fik også en sækkepibespiller på scenen i først "Highland Fling", senere i "Sorti de l'Enfer". Helt overraskende var denne gimmick nu ikke, da netop sækkepiben jo var et af Infernals kendetegn i de unge år, hvor gimmick-frekvensen i duoens musik var lidt højere end i dag. Af samme grund kom banjoen i "Banjo Thing" heller ikke ligefrem ud af det blå. Og folk elskede begge dele. Det var da også tydeligt, at både frontkvinde, band og dansere arbejde hårdt på scenen for at levere varen.

Musik af Infernals type står og falder med, om gruppen kan levere en fest. Og det kunne de. En tætpakket plads foran scenerne brød igen og igen ud i sang og jubel til storhits som "A To The B", "Muzaik", Laura Branigans "Self Control", "Downtown Boys", "Kalinka" og ikke mindst det internationale kæmpehit "From Paris To Berlin". Og som ekstranumre den mere eftertænksomme "Ten Miles" og den Depeche Mode-samplende "I Won't Be Crying".

Med andre ord var der altså dømt liv og glade dage både på scenen og blandt publikum, og så kan man ikke bede om meget mere, hvis man ellers kan leve med det statiske four-on-the-floor-stortromme-spil, som åbenbart er en fast del af dance-musikken i dag. Hvis man skal indvende noget, må det være, at gruppen i bogstaveligste forstand var farveløse på scenen - trods de mange kostumeskift var tøjet hele tiden sort og hvidt, bortset fra lidt blåt på guitaristen Jimmy Dee og den ene korpige. Lidt farver ville have gjort underværker, og så ville en storskærm med grafik eller videosekvenser på bagtæppet nok også have føjet en ekstra dimension til Infernals visuelle udtryk. Men alt i alt en fornøjelig afslutning på en fredag, som lykkeligvis holdt sig tør på Danmarks ellers for tiden vådeste festival.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA