x
Isis: Øyafestivalen, Oslo

Isis, Øyafestivalen, Oslo

Isis: Øyafestivalen, Oslo

Anmeldt af Anders Østergaard Jensen | GAFFA

Amerikanske Isis spiller en kombination af tung metal, hardcore og lettere støjflader, der leder tankerne hen på en kantet udgave af 90’ernes shoegaze-scene. Bandet opstod i 1997 i kølvandet på den enorme indflydelse, som Neurosis havde på alternativ metal. Stilarten opstod som en blanding af den på det tidspunkt fremadstormende postrock og progressiv metal i stil med Tool og blev derpå døbt post-metal – en etikette, bandet senere har taget skarp afstand til.

Den fem mand store besætning entrerede scenen med en tænderskærende tung baslinje kombineret med trommeslager Aaron Harris’ komplekse og faretruende metalrytmer. Og netop lyden sad lige i skabet for Isis, for guitar og bas fulgtes ad som en diskant knytnæve, der tæskede af sted i en storm af brutale skrig og langstrakte vredeudbrud af ti minutters varighed.
Isis er kendt for at stå i skyggen af sin egen anonymitet, og det var ikke mange ord, der kom fra forsanger Aaron Turners mund undervejs. Til gengæld tronede han frygtindgydende på scenen som en anden hærleder med sin høje, ranglede krop, sorte nittebælte og sorte skæg. Han headbangede voldsomt til sine egne vredesudbrud , da Isis’ trak sine avantgarde-riffs og rytmer ud fra skuffen - en disciplin, der kunne gøre både Tool og Slint grønne af misundelse, når det kommer til progrock-inspirerede sangstrukturer og benhårde rytmeskift.

Som en optakt til hver sang, der primært var indhentet fra hovedværket Oceanic og det seneste album fra 2006, In The Abscence Of Truth, spillede Isis en art metallisk shoegazer, hvor Aaron Turner messede sine intellektuelle, kryptiske tekster ind over en strøm af guitarstøj og en sfærisk synth. Isis vekselvirkede mellem smukke soundscapes og tonstung metal, og i skillepunktet stod det klart, hvor senere bands som Jesu og Nadja tydeligvis har hentet sin inspiration. Bandet lukkede scenen med en glimrende, tight fremførsel af The Beginning And The End - åbningsnummeret fra Oceanic. Pga. en stram tidsplan fra festivalens side var Isis nødt til at stoppe efter blot 50 minutter eller seks numre, men både sound og optræden kunne sagtens have båret en længere koncert.

Isis demonstrerede en energi og et overskud, der i den grad beviste, hvorfor gruppne er én af de mest interessante, alternative metalbands i dag. Kombinationen af brutale metalriffs, mathrock og shoegazer gav en kraftigt varieret lyd, der i den grad fornyer den tradition, som Neurosis og Mastodon i sin tid kridtede op på den amerikanske metalscene.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA