Volbeat: Guitar Gangsters & Cadillac Blood

Volbeat
Guitar Gangsters & Cadillac Blood

Volbeat: Guitar Gangsters & Cadillac Blood

GAFFA

CD / Mascot
Udgivelse D. 01.09.2008
Anmeldt af
Keld Rud

Hvis nogen kunne være i tvivl om, at tredje udspil fra Volbeat er uhyre vigtigt for deres fortsatte karriere, så er det i hvert fald ikke Michael Poulsen og co. På Guitar Gangsters And Cadillac Blood satser og vinder kvartetten stort. Albummet er det mest modige, melodiske og samtidig også bedste udspil fra Volbeat til dato. Der skal nok være en hård kerne af bandets oprindelige fanskare, der står af, fordi Volbeat på Guitar Gangsters And Cadillac Blood i den grad omfavner vokalmelodierne. Men dem om det. Når sangene er så iørefaldende, veldrejede og fremført med så stor autoritet, som det er tilfældet her, skal man virkelig holde principperne mere i hævd end musikken for ikke at stikke snablen ned i krukken og få en slurk af eliksiren. Grundessensen er stadig gyngende boogie-metal med et bankende rock’n’roll-hjerte og sporadiske dryp af americana. Efter en kort intro lægger titelnummeret stærkt fra land. Back To Prom er en særdeles fængende punkrocker a la Misfits. Mens Mary Ann’s Place er en duet mellem Poulsen og Pernille Rosendahl, hvor de englesøde harmonier i omkvædet er som manna fra himmelen. Gennem albummets 13 sange holdes niveauet fra den åbnende trio. De huggende metalriff hives frem fra tid til anden, men det er melodierne, der svinger taktstokken. Der er i virkeligheden meget lidt at klage over på Volbeats tredje udspil. Jeg har kun én anke: Jakob Hansens produktion, der bestemt ikke er dårlig, matcher ikke den tørre, dyre amerikanske produktion, Volbeats musik fortjener.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA