x
Metallica: Death Magnetic

Metallica
Death Magnetic

Metallica: Death Magnetic

GAFFA

Album / Vertigo
Udgivelse D. 12.09.2008
Anmeldt af
Keld Rud

Man kan have nok så mange gisninger om bevæggrundene bag Metallicas tilbagevenden til den lyd og stil, der kendetegner deres glansperiode i firserne. Death Magnetic skal bedømmes på de ti sange og de knap 75 minutter, sangene varer. Ikke på spekulationer om bandets motiver. Skønt Death Magnetic endnu gang bevidner Metallicas tendens til overlange sangarrangementer og albumproduktioner, er det på én gang det sangskrivningsmæssigt mest konsistente album siden Master Of Puppets og det mest tændte, bandet har spillet siden selv samme album. Der bliver ganske vist ikke vundet nyt stilistisk territorium, men når man nærmest har skabt en hel subgenre og adskillige gange har sat det stilistiske pejlemærke for andre metalbands, behøver man så egentlig det? Ikke i min bog. Derfor er det på Death Magnetic også en fornøjelse at opleve Metallica som sangskrivere frem for trendsettere. Denne gang er Metallicas mere optagede af sangene og deres indhold, end af at åbne nye stilistiske døre. Det har ikke nødvendigvis resulteret i ti nye metal-klassikere, men de ti sange er ikke desto mindre gribende hver for sig. Fra lyden af det bankende hjerte, der indleder albummet og åbningsnummeret, That Was Just Life, til den afsluttende powerchord i My Apocalypse er Death Magnetic på én gang en fængslende lytteoplevelse og eminent underholdning. Man kan med dette in mente ikke blot konkludere, at der stadig er meget Metallica i metallen anno 2008, men at der skam også stadig er enormt meget metal tilbage i Metallica.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA