Peter Sommer: Til Rotterne, Til Kragerne, Til Hundene

Peter Sommer
Til Rotterne, Til Kragerne, Til Hundene

Peter Sommer: Til Rotterne, Til Kragerne, Til Hundene

GAFFA

CD / Sony BMG
Udgivelse D. 06.10.2008
Anmeldt af
Jan Opstrup Poulsen

Det er ikke statshemmeligheder, der afsløres på Peter Sommers tredje soloalbum Til Rotterne, Til Kragerne, Til Hundene. Seks af sangene har allerede været udgivet på de digitale ep’er Til Rotterne og Til Kragerne, og de mere end røbede en mere tung og dyster Peter Sommer. Med fem nye sange fuldendes dette mindre sceneskift, hvor der generelt er kommet et mere mosende lydbillede med hård guitar på.
Det følger den eminente sangskriver op på ved absolut ikke at være i det muntre hjørne. Der bliver delt røde kort ud, og pegefingeren er formanende. Knockoutet er helt rent i Sandhed Nr. 502, og man snapper efter vejret oven på titelsangen. Budskabet er, at det må vi kunne gøre bedre. Altså det med livet og os selv.
Men Peter Sommer er stadig humoristisk på sin egen underfundige facon, som i en af de mange selvbearbejdende sange Jalousi (Igen) , der tilmed fører sig frem under diskolampen. Er man mør efter en tur i maskinen, er der dog rig mulighed for at blive musikalsk og tekstmæssigt forført i den himmelråbende smukke Himmelflugt. Peter Sommer kan om nogen skrue en hymne til kærligheden sammen, og ærbødigheden står lysende klart i To Bække Små.
Er han blevet sur og gnaven, ham Peter Sommer? Ja, sådan lidt i stil med C.V. Jørgensen og Morrissey. Tekst- og sangmæssigt viser han sig for alvor som den danske skjalds sande arvtager, mens hans beundring for den engelske feinschmecker slår tydeligt igennem på albummet. Til Rotterne, Til Kragerne, Til Hundene er voldsomt konfronterende og helt umuligt at undslippe. Om du vil det eller ej.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA