x
Buena Vista Social Club: At Carnegie Hall

Buena Vista Social Club
At Carnegie Hall

Buena Vista Social Club: At Carnegie Hall

GAFFA

2 x CD / World Circuit
Udgivelse D. 13.10.2008
Anmeldt af
Torben Holleufer

Fra første strofe på denne historiske 2-cd fornemmer man, at vi er til stede i et helt usædvanligt forum. Carnegie Hall var endemålet for hele stjernebesætningen, som to år forinden havde lavet milepælen Buena Vista Social Club, og man må sige, at de her trykker den af, ligesom trekløveret Ry Cooder, Nick Gold og Jerry Boys sørger for, at lyden live er lige så fed som den, vi kender fra studiet og forbinder med hele projektets historie. Et projekt, der på denne plade tæller materiale fra den oprindelige plade, Rubén Gonzalez’ Introducing-plade og den da helt nyindspillede soloskive med Ibrahim Ferrer.

Der åbnes med Compay Segundos Chan Chan sunget som vanligt af Eliades Ochora, og lidt henne er et af de første højdepunkter i den uimodstålige El Cuarto De Tula som over otte minutter ruller af sted, og hvor ”Cachaíto”s kontrabas lægger en bund sammen med folk som Joachim Cooder og den brillante Amadito Valdéz på perkussion. I filmen er det et højdepunkt, og det er en lise at høre det her i fuld udstrækning. Det samme gælder efterfølgeren La Engañadora, som oprindeligt åbnede Rubén Gonzalez’ soloalbum indspillet i samme tidsrum i 1996 som det legendariske album, og her og på titelsangen hører – og savner – man denne enestående pianist, der bare havde et helt særegent niveau med sine konstante referencer til klassisk musik omsat i en smittende rytmisk kontekst. Han kommer til at vende stærkt tilbage på anden cd.

Vi bliver selvfølgeligt ikke snydt for utroligt veloplagte versioner af Ferrer-slagnumre som Dos Gardenias og Omara Portuondos fede version af klassikeren Quizás, Quizás også kendt på engelsk i Nat King Cole-versionen som Perhaps, Perhaps, Perhaps. Sangen er dog oprindeligt cubansk, og Omara gør det til UG. Ligesom vi selvfølgelig får de fra filmen så uforglemmelige øjeblikke, som når Ferrer giver kendingsmelodien Candela eller til slut, når han går ind i duetten med divaen Omara akkompagneret af Rubéns tilbagelænede flygel og den drømmende bas i boleroen Silencio, og vi aner de dansende, mens ”Guarjiro” Mirabals trumpet og Ry Cooders slideguitar klager mod Månen.

En klassisk skive allerede. Simpelthen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA