x
Jenny Lewis og Benji Hughes: Lille Vega, København

Jenny Lewis og Benji Hughes, Lille Vega, København

Jenny Lewis og Benji Hughes: Lille Vega, København

Anmeldt af Mikkel Elbech | GAFFA

Af og til går tingene op i en højere enhed. Af og til bruges det udtryk tilfældigt og uigennemtænkt. Men af og til er det virkelig berettiget. Og det er det i dette tilfælde. Ved en koncert er der mange balancegange, der skal holdes. Balancen mellem afdæmpede og mere støjende sange. Mellem nyt og gammelt. Mellem opmærksomheden over for medspillerne på scenen og over for publikum. Mellem professionalismen og den spontane overvældelse. Uden det virker som resultatet af andet end en ualmindeligt god intuition mestrer Jenny Lewis alle disse balancegange, og det er en fryd at være vidne til.

Med sig på scenen har hun en flintrende fin forsamling musikere – inklusive hendes trolovede, Jonathan Rice, på guitar og af og til også sang. Helt fra start med den episke "Jack Killed Mom" slås slagkraften hårdt fast, og det er tydeligt, at der er noget stort i vente. Jenny sidder ved klaveret og synger for fulde lungers kraft, mens alle omkring hende med voldsomt meget overskud mestrer deres respektive instrumenter og bidrager med kraftfuldt kor. Der er gang i den, og publikum er med rette tændt.

Allerede koncertens andet og tredje nummer er fra den forrige plade, "Rabbit Fur Coat", hvilket yderligere begejstrer publikum. "The Charging Sky" og singlen "Rise Up With Fists!!" er bestemt også to fine perler, der fortjener den store applaus. "Bad Man's World" bliver dedikeret til Barack Obamas modstandere – ikke for at politisere unødigt, men blot for at aktualisere nummeret.

"Carpetbaggers" er på det netop udgivne album, "Acid Tongue", en duet med Elvis Costello, som man kan diskutere, hvor godt han slipper fra. Live er det heldigvis Jonathan Rices tørre vokal, der vikarierer for og samtidig overgår Costellos lige lovligt overgearede studievokal, og således udgør nummeret ved koncerten et højdepunkt på en kurve, der i øvrigt hele tiden befinder sig i de højere luftlag.

Efter "You Are What You Love" og "Melt Your Heart", begge fra "Rabbit Fur Coat", præsenterer Jenny et splinternyt nummer, som får sin debut ved denne koncert – "it seems like the perfect time to play it!", siger Jenny og fortæller at nummeret, "Highs And Lows", handler om kulter. Det sidder i skabet med det samme, og uden nogen har hørt det fremført før, er responsen også her helt i top.

Masser af respekt fra publikum
Publikum skal på alle måder have ualmindeligt stor ros. Respekten for de optrædende er præcis så stor, som den bør være. Der jubles og klappes i takt, når der skal jubles og klappes i takt, og der klappes i, når der skal klappes i. Færre og færre danske koncertgængere synes at udvise denne respekt, så når man oplever det, bliver man helt rørt og sågar lidt stolt over at være en del af forsamlingen. Jubelen tager Jenny med storm, og uden det kan høres, kan man se, at hun til Jonathan smilende siger ordene "oh my god!" og "amazing!" med reference til den samtidige applaustorden. Hun drager nytte af stemningen og spiller diskret op til publikum, og hun stiller sig helt ude på scenekanten og synger flere gange direkte til de forreste tilhørere.

Højdepunktet inden for dette aspekt kommer efter titelnummeret til "Acid Tongue", hvor Jenny dæmpet spiller på sin akustiske guitar og synger med det øvrige band som kor. En helt rolig forestilling, der undervejs kvitteres med fuldkommen ro, og som sekundet efter, at nummeret er slut, forvandles til den største kollektive entusiasme, undertegnede har set meget længe. "You are too kind!", hævder Jenny – men nej, det er publikum ikke. De er eksemplarisk velopdragne og belønner en fremragende optræden med præcis den venlighed, den fortjener.

Den regulære koncerts to sidste numre er begge fra "Acid Tongue", og særligt det første, "The Next Messiah", overrasker positivt. På albummet er det bestemt et fint nummer, men det kræver åbenbart at blive spillet live, for at dets fulde potentiale realiseres. Temposkift, duetterende vokaler mellem Jenny og Jonathan og støjeskapader fra strenginstrumenterne iklædes alle med en energi, der løfter nummeret op, hvor det hører til. Efter det slutter, er Jenny tydeligvis fysisk udmattet, og hun hiver lidt efter vejret – men hun smiler også og samler energi til afslutningsnummeret, "Sing A Song For Them". Det forlænges med et støjende coda efter Jenny har forladt scenen, og det fungerer storartet.

At blive efterladt med et ønske om mere
Som forventet vender hun tilbage til scenen. Imidlertid kun akkompagneret af Jonathan, og sammen spiller de en afdæmpet duet i form af Roy Orbisons klassiske "Love Hurts". Jubelen er fortsat forståeligt stor over parrets nydelige vokale samklang. Resten af bandet kommer på til "Godspeed", også fra den seneste plade, og det fine, lille nummer virker nærmest som ét langt forspil til koncertens store finale: "See Fernando" med en udførlig og vittig bandintroduktion af Jonathan, der naturligvis først nævner Jenny til sidst, hvorefter hun nok engang indtager scenen efter at have forladt den under præsentationen af de øvrige medlemmer. Nummeret eksploderer, ligesom entusiasmen i salen gør det, og Jenny har med dette nummer skabt en særdeles alternativ men enormt træfsikker partyperle.

Nummeret slutter, folk jubler, Jenny takker, og alle på scenen bukker. Jo gladere publikum blev under koncerten, jo gladere blev Jenny & co., og selvom man kunne ønske sig at en sådan aften fortsatte længe derudad, så virker den spillede halvanden time alligevel passende. Af og til er vejen til lykke at blive efterladt med et ønske om mere, og det er præcis den følelse, der indtræffer ved denne koncerts afslutning: Det er ikke fordi, Jenny skal spille syvtimerskoncerter – slet ikke. Hun må bare gerne besøge landet lidt hyppigere, og også gerne udgive en hel del flere album. At dømme ud fra aftenens nye nummer, "Highs And Lows", er der masser af skud tilbage i de "Big Guns", hun lagde ud med på "Rabbit Fur Coat" og så glimrende har fulgt op på med "Acid Tongue".

Opvarmning: Benji Hughes

I selskab med tre af Jenny Lewis' bandmedlemmer samt en ekstra bassist leverede Benji Hughes en solid opvarmningstjans. Til at begynde med virkede det imidlertid som en lidt pudsig forestilling. Åbningsnummeret var en voldsomt tydelig parafrase over Pink Floyds klassiker, "Shine On You Crazy Diamond", og da den lange intro var ovre, og vokalen skulle sætte ind, forventede man utvivlsomt ordene "Remember when you were young…"

De kom dog ikke, og det lange nummer løftede sig ikke op i storladen ekstase, sådan som Pink Floyds original gør. En noget bizar start, der ikke blev mindre bizar af Benji Hughes' fremtræden som den fortabte og melankolske ZZ Top-fætter.

Med andet nummer, der handlede om en stram T-shirt, var stilen nu i en helt anden grøft, men herefter kom der sammenhæng med i spillet. Resten af koncerten bød på smukke, fantastisk melodiske og meningsfulde numre, som virkelig var af enormt høj kvalitet. Et bud på, hvordan det lød, kunne være The Handsome Family med en nyfunden kærlighed for forvrængede guitarer.

Tekstligt blev der kredset om at vente i uendeligheder, om at savne og om at blive brændt af. Klassiske tematikker, men leveret med en forunderlig og troværdig optræden fra Benji Hughes, som mellem numrene viste sig som en forfærdeligt tåget herre, der talte i kvart tempo i forhold til, hvor hurtigt han uden problemer kunne synge.

Sympatien fra publikum opstod dog hurtigt, og hans to små gæsteoptrædener under Jenny Lewis' koncert – i "Jack Killed Mom" og "The Next Messiah" – affødte således stor og underholdende gensynsjubel. Største problem med Benji Hughes' koncert var imidlertid den ret forkastelige lyd, der tilmudrede og tog lige rigeligt af kanten af glæden over en ellers overraskende fin opvarmningstjans. (Fire stjerner)


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA