Celina Ree: Kortslutning

Celina Ree
Kortslutning

Celina Ree: Kortslutning

GAFFA

CD / Copenhagen Records
Udgivelse D. 06.10.2008
Anmeldt af
Erik Barkman

Strengt taget var det vel kun et spørgsmål om tid, før Tokio Hotel fik en dansk pendant. Tyskernes nationaliserede emo er så kommercielt succesfuld og konceptuelt enkel, at den skriger på at blive emuleret. Med andre ord: Hvis Celina Ree ikke fandtes, blev pladebranchen nødt til at opfinde hende. Det er der nu ikke noget, der tyder på, at de har – selvom Ree får en del hjælp med sangskrivningen på Kortslutning. Den kun 18-årige MySpace-favorit overbeviser som powerpige med ben i næsen. Sangteknisk gør hun sjældent tingene sværere, end de er, og der er en tyngde i sangenes melankolske patos, der vil gøre indtryk ude i drenge- og pigeværelserne. Celina Ree har det meste: Radioegnede melodier, autentisk attitude og et plakatvenligt udseende. Men Kortslutning's helt store akilleshæl er sangteksterne, hvis mangler bliver dobbelt tydelige, fordi sproget er dansk. Misforståede metaforer (”glødende glasskår”), dansk-engelsk sprogforbistring (”jeg’ ikke helt retardet”) og poesibogsvendinger (”nu får jeg tid til at opleve mig selv”) trækker alvorligt ned på en ellers lovende debut.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA