Porcupine Tree: 013, Tilburg, Holland

Porcupine Tree, 013, Tilburg, Holland

Porcupine Tree: 013, Tilburg, Holland

Anmeldt af Henrik Østergaard | GAFFA

Det er lang tid siden, de har siddet stille. Siden sidste års udgivelse af deres niende studiealbum, den succesrige "Fear of a Blank Planet", har de britiske, hedengangne undergrunds-darlings i Porcupine Tree i høj grad været booket op af den ene udsolgte koncert efter den anden. To større Europaturnéer bragte dem eksempelvis sidste år til Danmark, hvor man pludselig havde mulighed for at se dem både i Pumpehuset og Store Vega med kun fem måneders mellemrum.
 
Retrospektivt synes det ganske fornuftigt, at det skulle blive "Fear of a Blank Planet", der markerede bandets første udgivelse på et større pladeselskab, Roadrunner Records: Pladen var lidt mere koncentreret end de forrige, og markedet blev udvidet med ekstra promovering. Koncerterne blev derefter.
 
Turen fra undergrunden til overgrunden foregik dog heldigvis i pindsvintræets musikalske ånd. For selv om "Fear of a Blank Planet" har en hårdere, mere målrettet og salgsvenlig produktion, er sangskrivningen samtidig dét mere 70'er-inspireret end nogensinde før. Det er ikke bandets bedste plade, og dog synes det ganske rigtigt, at det lige netop var den, der gav dem det gennembrud, de hele tiden har fortjent. "Fear of a Blank Planet" forener det bedste fra flere Porcupine Tree-verdener: 70'ernes progrock tilsat metallisk, industrial kant samt indadvendt melankoli vs. det udadvendt pompøse. Så trods kedsommelige, ensidigt moraliserende tekster, byder pladen på et struktureret ruskomsnusk af herligheder: Porcupine Trees' musikalske signatur.    
 
Og det er dén signatur, der er udgangspunktet for to dages koncertoptagelser i Tilburg. Successignaturen.
 
Med mastermind og progprins, guitarist/forsanger Steven Wilson i front, indtog den britiske kvartet punkteligt scenen kl. 20.30. Colin Edwind på bas, Gavin Harrison på trommer samt Richard Barbieri på keys.
 
Og det var da også "Fear of a Blank Planet", bandet lagde ud med denne aften. I sin helhed tilmed. Det var der dog ikke noget særligt overraskende ved. Det var vel egentlig ganske forudsigeligt: Pladen, der tematisk bevidst ømtåleligt forsøger at gøre en ambitionsløst ungdomskultur polemisk nærværende, er trods alt koncertoptagelsernes formelle anledning.      
 
Der var lydproblemer under titelnummeret og "My Ashes", hvor specielt Steven Wilsons vokal forsvandt i et mudderet lydbillede. Med den episke "Anesthetize" blev der til gengæld tunet ind på den soniske gudekanal. Og her skulle 013-salen vise sig at blive resten af aftenen.
 
Også musikalsk var "Anesthetize" et af aftenens mest helstøbte, benådige øjeblikke. Den tredelte sag, der går fra en form for Tool'ske bosanovarytmer tilsat glockenspiel over et storladent sing-a-long-omkvæd og videre til en Pink Floyd-værdig afslutning, er ganske enkelt en af deres bedste sange nogensinde. Live er den endnu prægtigere, end den er på plade. Specielt den sidste dels harmoniske vokalskift mellem Steven Wilson og Porcupine Trees' faste ekstra live-medlem, guitar- og vokaludlåneren John Wesley, virkede ekstra formidabelt denne aften.
 
De Robert Fripp-komponerede lydlandskaber på "Way Out of Here" signerede endnu et af koncertens højdepunkter – en af de sjældne singler, man aldrig kan få nok af.        
 
Lasse Hoile bidrager fantastisk til helhedsoplevelsen i fremførelsen af "Fear of a Blank Planet"-pladen. Hoile er kunstneren fra Århus, der siden bandets hovedværk,
"In Absentia" fra 2002, har stået fast for Porcupine Trees' visuelle udtryk. I et modernistisk ramasjang af grafiske animationer, videooptagelser, fotografier and-what-not, står Hoile for bandets covers, videoer, booklets mv. Live er han dog næsten endnu vigtigere. Her tillægger hans videoprojektioner pladens tekster helt psykologiske dimensioner.
 
Ligesom det var tilfældet med Porcupine Trees' første dvd-udgivelse, "Arriving Somewhere..." fra 2006, er det i øvrigt igen Hoile, der står for produktionen af live-dvd'en.
 
"Fear of a Blank Planet" ringede ud, og der var fem minutters kort pause, før der angiveligt skulle rodes rundt i bagkatalogets mange imponerende titler. Det var vi blevet lovet på bandets hjemmeside, så sjældenheder var forventede.
 
Og de forekom da også. Sjældenhederne. "Stars Die", den dystre "Sleep of No Dreaming' fra "Signify"-pladen, samt den englebenåede b-side, "Half Light". De var alle tre højdepunkter.
 
"Sever", også fra "Signify", har efterhånden været en del af sæt-repertoiret et godt stykke tid, men igen gav den sætlisten en tiltrængt bidsk diskant.
 
Derimod kunne man godt have ønsket sig "Stupid Dream"-nummeret "Tinto Brass" som instrumentalnummer i stedet for "Wedding Nails" – den eneste milde skønhedsplet på "in Absentia". Og så igen. Ved nærmere eftertanke. "Wedding Nails" er som skrevet til Gavin Harrisons evige ekvilibristiske eventyr på tønderne, og virkede derfor alligevel ganske glat og hård på én gang.    
 
Både "Blackest Eyes", "Halo" og "Open Car" figurerer dog på førnævnte første dvd-udgivelse fra Porcupine Tree. Man kunne nok have set disse sange skiftet ud med guldkorn gravet frem til lejligheden. Hvad med "In Formaldehyde"eller "Where We Would Be". Eller "The Sky Moves Sideways" for den sags skyld?
 
Der er en optagelsesdag mere i morgen. Og dér skal fiskes nogle titler frem af tasken, før dvd-købet viser Porcupine Trees fulde formåen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA