Porcupine Tree: 013, Tilburg, Holland

Porcupine Tree, 013, Tilburg, Holland

Porcupine Tree: 013, Tilburg, Holland

Anmeldt af Henrik Østergaard | GAFFA

Umiddelbart kunne man ikke se, at det var en ny aften på rockens catwalk. For selv om det kun var fireogtyve timer siden, man sidst havde set pindsvinetræets fire grene på scenen i Tilburg, var de sorte klæder præcis magen til dem fra aftenen forinden. Men jo, der var jo en dvd, der måtte i kassen, hvorfor modeoverlappet var undskyldt. Så længe aftenes musikalske kollektion havde nyt og andet at byde på.
 
Og det havde den. Momentvist i hvert fald.
 
Der blev kickstartet med up-tempo-balladen "Normal" fra "Nil Recurring" – ep, udgivet på bandets eget pladeselskab, Transmission, og som musikalsk ligger i forlængelse af "Fear of a Blank Planet". Steven Wilson var ikke tilfreds med optagelsen af hans egen præstation af "Normal" fra aftenen forinden, hvorfor den skulle i kassen én gang for alle.
 
Det blev ved den melodiøse "folk-prog". "Drown With Me" er en af bandets alle tiders mest gennemførte sange – og det på trods af dens enkelthed. Det er et under, hvordan en så velkomponeret popsang kan begrænse sig til en særlig udgave af "In Absentia"-albummet.
 
Det, der blandt andet gør Porcupine Tree til et af de mest spændende bekendtskaber inden for moderne populærmusik, er netop deres forståelse og respekt for den minimalistiske popmelodi. Husk på, hvem det er, vi har med at gøre her: Gavin Harrison, Neil Peart-sammenlignelig af format; Richard Barbieri, neo-wave-ikon; Colin Edwin, John Entwistles naturlige efterfølger. En musikalsk trio sendt fra himlene, der er her for at spille røven ud af bukserne... til en lødig popsang. Amen.
 
Og så har vi Steven Wilson. Anerkendelsen er helt legitimeret. Hans guitarspil kan ikke sammenlignes med nogen af de kanoniserede, men hans evne til at ryste den ene magiske stemning ud af ærmet efter den anden tenderer det geniale. Han er uforbeholdent et af de største musikalske talenter i dag, hvilket hans mange andre projekter også stadfæster: Bass Communion, ambient-drone; Blackfield, rendyrket pop-rock; No-Man, electro-pop; IEM, krautrock. Alle projekterne er innovative og eksemplariske inden for de respektive genre-pærevællinger.
 
Aftenens højepunkter kom midtvejs, da det tunge skyts fra "In Absentia" blev fundet frem. "Wedding Nails" figurerede som deja-vu, mens to personlige favoritter, "Prodigal" og den dystopiske kæbeknuser, "Strip The Soul", blev spillet for første gang i lang tid. Førstnævnte har på sin vis samme minimalistiske tilgang til sangkompositionen som "Drown With Me", mens "Strip The Soul" er en ond og dramatisk syv minutters sag. Inden vi dog kunne nå og få at høre dens ultimative afslutning, gik "Strip The Soul" over i ".3" – en utradtionel, forbløffende tung droner, som bandet har været svært fornøjede ved at spille, lige siden de for første gang prøvede den af på "Deadwing"-turnéen. Overgangen fra den ene sang til den anden virkede dog abrupt, og det havde været bedre at få afslutningen på "Strip The Soul" med. 
 
Den første aftens fremragende fortolkning af "Half Light" blev taget om igen med samme indlevelse som aftenen forinden. Det samme gjorde leden i "Sever".
 
Man kan ikke bebrejde bandet, at de spiller "Way Out of Here", "Sleep Together" og "Fear of a Blank Planet" igen. De er trods alt en nødtvungen del af den kommende dvd's krop, og det er derfor alfa og omega, at de sidder i skabet. Og gjorde de ikke allerede det efter første aften, gør de det i hvert fald nu.
 
Det samme gør sig dog ikke gældende for "Halo", som desværre er gået hen og blevet en kedsommelig afslutning på næsten alle deres koncerter. Sangen har præget alle bandets sætlister de sidste tre år, og er nærmest blevet Porcupine Trees' svar på "Enter Sandman" – bare uden Metallica-hymnens uslidsomme panserskjold. Så selvom "Halo" unægteligt har et af de sidste års mest rocksolide basgange – og det bliver leveret P-E-R-F-E-K-T! – er den blevet en mærkelig enerverende irritation: Man bliver irriteret over, at bandet aldrig forstår at udfylde denne sangs rum ud med en anden og bedre titel. Kom nu, for helvede. Så giv os da i det mindste "Shallow" i stedet, hvis det skal være.
Og når så Wilson tilmed siger, at der formentlig ikke vil være nogle gentagere på den kommende dvd i forhold til "Arriving Somewhere"-dvd'en fra 2006, ja, så synes det jo ligefrem dumt at repetere sig selv to aftener i træk. Det synes letkøbt. 
 
Overordnet var anden aften dog bedre end den første. Først og fremmest på grund af fokuseringen på "In Absentia"-perioden.
 
Fra denne plade fik vi tidligere i ekstra-numrene også publikumsfavoritten "Trains", som netop er en af de dersens slidstærke hymner. En af de absolut stærkeste. Det er den ikke mindst, når den leveres med et så forfriskende stort overskud og sans for det selvironiske. Wilson gik lifligt efter en version, "with just the right amount of campness", og ramte den bedste smags popmelodi igen igen.   
 
Der er ganske gode forventninger til dvd-udgivelsen, hvor man foruden "Fear of a Blank Planet", "Nil Recurring" og altså "In Absentia" også kan se frem til flere sange fra "Signify". Det sker dog på bekostning af de tre kongegeniale album, "Up The Downstairs", "Stupid Dream" og "Lightbulb Sun", som der efter de to aftener i Tilburg at bedømme ikke kommer nogle titler fra – overhovedet!
 
Av, hvor er det alligevel en ond verden.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA