Pink: Funhouse

Pink
Funhouse

Pink: Funhouse

GAFFA

CD / Sony BMG
Udgivelse D. 28.10.2008
Anmeldt af
Signe Bønsvig Wehding

Amerikanske P!nk har noget. Noget andet og mere end den førsteplads på UK's singlehitliste, hun for nylig snuppede for næsen af Oasis. Det er ikke tuschen, det lyserøde hår eller sort neglelak. Den slags er jo elementært efterhånden. Næh, hun smider sit femte album på gaden med et befriende niveau af ligefremhed og uhøjtidelighed. Skærmet af selvironi godt nok, men den ærlige tilgang gør hendes form langt mere tålelig end gennemsnitspoptøsen på anarkitrip. Musikken er ikke nytænkende, eller væsentligt forskellig fra de tidligere album. Hendes tekster er ikke besværet af poetisk skaberkraft eller intellekt, men hendes mørke stemme er i god form, og historien om bruddet med Carey Hart, som hele Funhouse handler om, er godt fortalt. Med Carey som co-star i videoen til So What er musik, person og sladderpresse smeltet så gennemført sammen, at man må bøje sig for evnen til at udstille (og udnytte) sin egen krise uden at blive pinlig. Uden skilsmissen havde dette album næppe skilt sig ud. Med den er det blevet et personligt og indimellem ret underholdende album.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA