x
The Seven Mile Journey : RECession, Katapult, Århus

The Seven Mile Journey , RECession, Katapult, Århus

The Seven Mile Journey : RECession, Katapult, Århus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Lyden føles så naturlig i rummet, at man næsten ikke lægger mærke til, at det er bandet, der spiller. Trommerne er vinden, der buldrer udenfor, og guitaren er gulvet, der knirker. Seven Mile Journey er en kvartet fra Aalborg, kendt for at ville være ukendte. De optræder konsekvent kun med deres fornavne og er ikke meget for at promovere sig selv, fordi de er bange for, at deres personligheder vil få indflydelse på den musikalske oplevelse. I aften lykkes det dem til fulde – man glemmer helt, de er der.

Postrock kan være en svært tilgængelig, menneskesky genre. Det er op til dig selv at finde frem til, hvad du synes, musikken handler om. Seven Mile Journey er en trommeslager, en bassist og to guitarister. Der er ingen sanger. Dine følelser gør det ud for tekster. Scenelyset genspejles i den hvide guitar og kaster spøgelser på væggene. Bandet er helt opslugt af musikken, og hver enkelt koncentrerer sig dybt om sit instrument. De ville ikke opdage det, hvis der kun sad to mennesker og kiggede på dem. De ville ikke opdage det, hvis der var 1000. Stemningen er af den slags, der får folk til at sige jobbet op og tage på jordomrejse, undfange børn eller kaste sig ud fra ottende sal, fordi de tror, de kan flyve. Man kan drømme sig væk til fjerne egne eller tage afsked med gamle, slidte følelser, så nye kan komme til.

Bandet har spillet sammen i 13 år og udgav en demo i 2001. Først fem år efter var de klar med deres første album, ”The Journey Studies,” der blev udgivet på selskabet Fono’gram, der også huser det stilbeslægtede band My Beloved. Albummet blev rost af flere udenlandske anmeldere. I februar 2008 udgav de deres andet album ”The Metsmorphosis Project.” Tilsammen er der 10 numre på de to albums, men til gengæld går der fire radiohits på ét Seven Mile Journey-nummer.

Lyden er beslægtet med bands som Mogwai og Tortoise. Der er en stærk nerve gennem hele koncerten. Musikken er dyster, men aldrig sørgelig, tyst, men aldrig stille, storslået, men aldrig for stor til rummet. Bandet spiller, som en tjener balancerer med et tårn af vinglas, eller en kirurg udfører en livsfarlig operation. De har spillet i mange år, og de ved, de er dygtige. De ved også, at glas splintrer, hvis man taber det. Den ene guitarist sidder på en stol, krummet sammen om sin guitar. Hans ansigt er så tæt på strengene under hele koncerten, at man skulle tro, han spillede med næsen. Her ser ingen ud over egen næsetip – musikken får blikket til at vende indad.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA