x
Cold War Kids: Store Vega, København

Cold War Kids, Store Vega, København

Cold War Kids: Store Vega, København

Anmeldt af Peter Juncker | GAFFA

Bagtæppet bag scenen viste et stort hvidt skelet på en dyster mørk baggrund, så hvis man ikke vidste bedre, kunne man et øjeblik godt tro, at man havde taget fejl af datoerne og i stedet var kommet til at bevæge sig ind til en heavy metal-koncert.

Skelet-motivet stammer imidlertid fra coveret til "Loyalty to Loyalty", Cold War Kids andet album, der udkom tidligere på året – to år efter at "Robbers and Cowards" var med med til at gøre den californiske kvartet til en af tidens mest hotte og hypede nye navne. Modtagelsen af "Loyalty to Loyalty" har været en smule blandet, men at dømme ud fra den store andel af unge og meget modebevidste mennesker i det pænt fyldte Store Vega har bandet formået at bevare sin hip-faktor, og jublen var da også til at tage at føle på, da koldkrigsbørnene gik på scenen, hvor de indledte med den udmærkede "Every Valley Is Not A Lake" fra "Loyalty To Loyalty"

Fra sin plads skiftevis bag klaveret og i front brægede sanger Nathan Willett sin karakteristiske høje vokal ind i mikrofonen, mens hans medmusikere supplerede med ringlende guitarlinjer, staccato-trommer og drøje bas-hug. Lige fra start kunne man se koncentrationen og spilleglæden lyse ud af af bandet. Især bassist Matt Maust virkede tændt og fungerede koncerten igennem som indpisker ved hjælp af skulderklap, nik og småkommentarer til sine kolleger.

Egentlig kan det synes en lille smule overraskende, at Cold War Kids' ret idiosynkratiske indie-rock med dens referencer til blues, soul, gospel med mere samt fravær af klassisk sangskruktur har fundet så stort et publikum, men bandet fik vist, at de ret dystre sange om voldtægtsmænd, selvmordskandidater, drankere, morddømte og ensomme eksistenser fungerer perfekt live, når de leveres så pågående og veloplagt, som tilfældet var i aftes.

Som aftenen skred frem, viste det sig dog hurtigt, at det var numrene fra "Robbers and Cowards", som trak de største klapsalver – især "We Used To Vacation", "Hospital Beds" samt bandets indiskutabelt bedste sang "Hang Me Up To Dry", men det skyldes nok primært det simple faktum, at publikum har kendt dem længere end de nye sange, hvoraf især den Led Zeppelin-agtige "Mexican Dogs", den desperate "Something Is Not Right With Me" samt "Relief" med dens ekkoer af både Radiohead og U2 stod stærkt i billedet.

Efter præcis en time kunne bandet til sidst forlade scenen til hujende jubel og klapsalver, inden de atter vendte tilbage og gav to ekstranumre, den bittersøde generationshymne "Against Privacy" fra "Loyalty to Loyalty" samt "St. John", der fik publikum til entusiastisk at brøle med på omkvædet: "Old st. John on death row/ He's just waiting for a pardon/Old st. John on death row/ He's just waiting for a pardon", mens Nathan Willett vred sig på scenen som en slags manisk vækkelsesprædikant.

Alt i alt en aften, der gav én troen på, at Cold War Kids har en fin fremtid foran sig – også når hypen har lagt sig.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA