x
Damien Jurado: med Me And The Horse I Rode On og Tiny Vipers, VoxHall, Århus

Damien Jurado , med Me And The Horse I Rode In On og Tiny Vipers, VoxHall, Århus

Damien Jurado: med Me And The Horse I Rode On og Tiny Vipers, VoxHall, Århus

Anmeldt af Rasmus Steffensen | GAFFA

Damien Jurado er som en musikalsk pendant til den amerikanske filminstruktør Gus Van Sant. Med den ene hånd skaber han auteur-værker bristefærdige af personlig nødvendighed og sjælerystende udsagn, mens han med den anden udsender underligt jævne middle of the road-udgivelser, som nok kan tage sig tilforladelige ud rent håndværksmæssigt, men som er verdener fra den første slags plader.

Skæbnen har villet det sådan, at hver gang jeg har fået chance for at høre Jurado live, har han været på tour med en af sine mainstream rockplader. Således også denne tirsdag aften, hvor Jurado gæstede VoxHall i Århus som eneste sted i Danmark for at promovere den seneste plade, "Caught in the Trees". Pladen har generelt fået fine anmeldelser, så nogen må den jo have talt til, men herfra ligner den en kolossal fejlprioritering i forhold til det, der er Jurados styrke: det skrøbelige nærvær, den intime fortællertone, den skrabede tusmørkestemning.

Dermed være sagt, at jeg gik ind til koncerten med noget blandede følelser. På den ene side spændt på at tilbringe en aften i selskab med en sangskriver, som hører til vor tids stærkeste. På den anden side nervøs for om det ville blive endnu en aften, hvor manden spilder sit talent på radiovenlig og anonym rockmusik.

Me and the Horse I Rode In On
Inden jeg kunne få det opklaret, skulle jeg dog igennem intet mindre end to opvarmningsnavne. Ret ambitiøst på en tirsdag aften, hvor et ikke videre talstærkt publikum var mødt op. Tidsplanen var til gengæld stram, så kort efter ni sad Me and the Horse I Rode In On alias singer/songwriter Henry Toft på scenen. Vi fik at vide, at han havde fødselsdag i dag, og at det at spille opvarmning for Damien Jurado vist nok var noget af den bedste gave, han kunne tænke sig. Man undte ham det gerne, for han viste sig som en ikke ueffen lærling i den urbane folk-skole. Sangene var holdt i en enkel og tilbageholdende stil, hvor grundstemningen var melankolsk, men hvor der alligevel indfandt sig drys af sødmefuld pop. Nu er der mange unge mænd, der spiller denne type musik, og der skal meget til for alvor at gøre en forskel. Selvom Henry Toft fremstod sympatisk og havde greb om håndværket, satte sangene sig ikke for alvor fast hos undertegnede. Hverken vokalt, lyrisk eller musikalsk bød koncerten på noget, der virkelig bed sig fast. Her var sange om decemberdage, piger der laver cheese cake og alkoholikere, der slår deres koner. Fint nok, men giv mig noget, der gør min verden større. Jeg skal bestemt ikke udelukke, at Toft med tiden kan udvikle sig til et spændende bekendtskab, men indtil videre fremstår han for anonym.
(***)

Tiny Vipers
Det kan man dog bestemt ikke sige om næste support-navn Tiny Vipers – alias Jesy Fortino fra Seattle. Godt nok var den spinkle og mørkhårede pige med en akustiske guitar nærmest undseelig af udseende, og hun gjorde ikke meget for at holde kontakt til publikum. Men der var heller ikke behov for tillærte tricks fra scenekanten, for den ganske unge Fortino er tydeligvis et naturtalent. Så snart hun åbnede munden og sang, var man fængslet. Hun blev ét med sangene og guitaren. Ud af den spinkle krop kom en dyb og foruroligende, men også meget smuk stemme, og de sange, som den unge pige foldede ud på scenen, var af en kvalitet, som de fleste ældre kollegaer kan drømme et helt liv om at komme til at skrive. Her var ikke meget lige efter bogen singer/songwriter, men derimod kringlede sangforløb, der trak på både sumpet blues, freefolk og goth. De søgende og fabulerende sangkonstruktioner har fået flere til at drage paralleller til Joanna Newsom, men stemningsmæssigt var der mere tidlig Nick Cave og Woven Hand i en feminin udgave over det.  Først og fremmest var det dog helt igennem personligt. En stjerne var født. Når der ikke ryger seks stjerner afsted herfra, så skyldes det mest det meget korte sæt og Fortinos trods alt lige lovlig indadvendte scenefremtræden.
(*****)

Damien Jurado
Siden det glimrende album "And Now That I'm In Your Shadow" fra 2006 har Jurado insisteret på, at Damien Jurado egentlig skal ses som et regulært band bestående af ham selv samt de to musikere Eric Fisher og Jenna Conrad, der da logisk nok også var med ham på scenen på VoxHall. Jurado har også sagt, at han aldrig har nydt at spille musik, som han gør nu. Ingen af delene kunne man dog mærke, da trioen satte i med åbningsnummeret Gillian Was A Horse, der også åbner seneste album. Jurado så ud til at kede sig gudsjammerligt, og Fisher og Conrad kunne lige så godt være nogen han lige havde mødt på gaden og øvet nummeret med én gang. At sangen er blevet valgt som spydspids og single for albummet, er i forvejen en gåde, for den er ganske enkelt en tynd omgang, og live rykkede den sig ikke ud af stedet. Noget af en våd karklud at slynge på scenen efter Tiny Vipers fabelagtige bedrift.

Det blev heldigvis bedre med den fine ”Trees”, der viste, at Damien Jurado stadig er gode, når de holder sig til de mere langsomme numre. Det var åbenbart bare ikke nok for dem, for straks fik vi flere rocknumre. Og var man ikke klar over det i forvejen, blev det i hvert fald her tindrende klart, at Damien Jurado simpelthen ikke kan spille rock. Man kunne måske nok ane Jurados fortælletalent i sangene, men numrenes uopfindsomme opbygning, intetsigende arrangementer og tomme buldren gjorde alt for, at man ikke opdagede dette. At lyden så heller ikke var alt for god, og bandet mellem hvert nummer skulle have justeret dit og dat, bidrog ikke ligefrem til højne intensiteten på en i forvejen slap optræden.

Som koncerten skred frem, kom der dog flere og flere lyspunkter. Som Abilene, den atmosfæriske og dystre "Gasoline Drinks" eller den klassiske "Ohio", som blev leveret med en stemningsfuld intro. Generelt var det mest interessant, når netop de mere atmosfæriske lag blev udforsket, men det skete for sjældent. Mesterværket "Ghost of David" blev karakteristisk nok kun repræsenteret ved det for denne plade urepræsentative rocknummer Great Today, mens en af Jurados stærkeste sange, titelnummeret fra "And Now That I'm In Your Shadow" startede godt ud, men gled over i en lidt anstrengt tone. Den worksong-agtige "Best Dress", som er skrevet af Conrad, og hvor Jurado selv satte sig bag trommesættet rundede dog fint af, inden bandet kom tilbage for to ekstranumre, der såmænd langt overgik det meste af den øvrige koncert i kvalitet: "How I Broke My Arms" og "Montesano".

Men det var altså ikke rigtig nok. Vist var der perler imellem, og enkelte sange ramte den tindrende skønhed, som Jurado mestrer, når han er bedst. Denne aften var der dog ingen tvivl om, at Jurado netop stod i skyggen af en anden: Tiny Vipers. Hun må til gengæld gerne komme tilbage til Danmark meget snart!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA