Thomas Blachman og Torben Steno: Det Kolossale Menneske

Thomas Blachman og Torben Steno
Det Kolossale Menneske

Thomas Blachman og Torben Steno: Det Kolossale Menneske

GAFFA

Bog / Politikens Forlag
Udgivelse D. 21.11.2008
Anmeldt af
Michael Jose Gonzalez

Juletiden nærmer sig, og så småt begynder hylderne i landets boghandler at bugne med biografier om diverse mere eller mindre kendte personer. Klar til at lægge under det pyntede træ sammen med diverse opsamlingscd’er, der også har kronede dage omkring december. Dog er der en vis sandsynlighed for, at de, der åbner en pakke indeholdende Thomas Blachmans oprørsbiografi, får marcipangrisen galt i halsen.

Oprørsbiografi er den genrebetegnelse, som Thomas Blachman og medforfatter Torben Steno har valgt at bruge om Det Kolossale Menneske. Hvad en oprørsbiografi går ud på, står lysende klart blot efter et par siders læsning af denne bog, der, som det også står skrevet på omslaget, falder uden for kategori. Det er helt tydeligt, at Blachman har et projekt. Et projekt, der ligger til grund for både hans deltagelse i X Factor og for bogen. Guderne skal vide, at han ikke har brug for pengene. Det biografiske er til stede, men vil man have sin nysgerrighed stillet om personen Thomas Blachman, kommer man ikke omkring hans visioner, der formidles på farvestrålende vis, så man kan se den skaldede prædikant, der er nødt til at rejse sig eller styrte på toilettet af bar begejstring over egne tanker, for sit indre blik

Man skal ikke være håndhæver af janteloven, hvis man skal have det fulde udbytte af dette idérige værk. Det er forfriskende tydeligt, at Thomas Blachman ikke tvivler et øjeblik på, at hans idéer er geniale. Det hører til det sjældne, at man i dagens Danmark oplever en mand, der er så overbevist om egne evner og rigtigheden af sine udtalelser. Bogen giver da også indtryk af, at Blachman på en del punkter har været et par skridt forud for sin tid. Blandt andet med hensyn til musikdistribution via nettet, og til at inddrage computere og samplere i jazzmusikken. 

De, der forventer en masse slibrige detaljer fra X Factor-kulisserne, bliver slemt skuffede. Men har man mod på at fortsætte skuffelsen til trods, lover jeg, at det bliver umagen værd, for spørgsmålene i bogen er mange og relevante: ”Hvor er den teknologi, der får folk til at snakke sammen i busserne? Hvor er den teknologi, der omdanner de hundredetusinde opgange til potentielle bofællesskaber?[…] Hvor er den teknologi, der forhindrer vores elskede i at forsvinde, fordi en lastbil skal til højre?” Blachman nøjes imidlertid ikke med at stille spørgsmål. Han har klare løsningsmodeller. Modeller, han har gjort sit bedste for at få ud til politikerne. I bogen får man også svar fra blandt andre Jesper Langballe (DF), Villy Søvndal (SF) og Søren Pind (V).

Det Kolossale Menneske byder også på radikale, men langt fra tankeløse udtalelser som: ”Alt dårligt i verden sker, fordi ingen politiker i dag tør overveje, om tingene kunne gøres på en fuldkommen ny måde uden smålig skelen til karrieremuligheder og fastholdelse af magten.”

Thomas Blachman er ordblind, men denne betegnelse klinger alligevel helt forkert i denne anmelders ører, for er der noget, Blachman beviser i denne bog, er det at han har ordet og formuleringen i sin magt. At han eventuelt er skriftblind, er en helt anden snak. Problemet kan til tider være, at Blachman på nogle tidspunkter bliver så overivrig og i det hele taget er så fastfrosset i billedet af sig selv som geni, at han kommer til at fremstå som en parodi på sig selv. Herudover kan Torben Stenos næsegruse beundring over for sin hovedperson også være en kende belastende, og det ville ærligt talt have klædt bogen, hvis han havde forholdt sig lidt mere kritisk og stille flere spørgsmål til Blachmans projekt. Ikke nødvendigvis kritiske, men alligevel opklarende.

Vi hører om Blachmans forældre og bedsteforældre, vi hører om socialdemokraten Blachman, om hans møde med sin elskede Viola og om, da han mistede håret. Alt sammen hvirvlet ind i mandens egen tankestrøm, eller skulle man sige talestrøm (?), der lader sig aflede af pludselige indskydelser. For som han selv siger, handler det om at forfølge den seneste idé, man får. Hans sprog og formidlingen af tanker og idéer afspejler i Det Kolossale Menneske den jazzmusik, Blachmans hjerte banker så varmt for, og som han ligesom samfundet gør sit bedste for at revitalisere. Om man så er til jazz eller ej, er en helt anden sag, men under alle omstændigheder er Blachmans pointer til tider så skarpe, at hvad enten man bryder sig om formen eller ej, er man simpelthen nødt til at forholde sig til dem, og dét er netop, hvad der gør denne bog anbefalelsesværdig.

Thomas Blachman og Torben Steno: Det Kolossale Menneske, Politikens Forlag, 240 sider, er udkommet, vejledende pris: 249,-


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA