Peter H. Olesen og CS Nielsen: Musikcaféen, Århus

Peter H. Olesen, CS Nielsen og Michael Lund, Musikcaféen, Århus

Peter H. Olesen og CS Nielsen: Musikcaféen, Århus

Anmeldt af Simon Christensen | GAFFA

Peter H. Olesen og CS Nielsen i snakkehumør og med en masse tekniske problemer trak deres to sæt lange koncert godt over de tre timer inklusive pause. Allerede inden første nummer var tonen hård - egentlig mest internt på scenen - stærkt ironisk og distanceret, men også både lun, hyggelig og til tider velovervejet. Peter H. Olesen og CS Nielsen fik back-up på diverse guitarer, lapsteel og kor af Michael Lund, der tronede midt på scenen, som en god mellemmand, en advokat mellem de to faktisk ret forskellige personligheder. Og hvad laver de to så egentlig på scenen sammen? Hvorfor spiller de sammen og ikke hver deres sæt?

Det var øjensynligt meningen, at der skulle være en ligevægt mellem den tidligere Olesen-Olesen-tekstforfatter (der brød med broderen på konceptalbummet "Kain & Abel" sidste år og siden har omtalt Henrik Olesen som sin forhenværende bror) og "Country" Stig Nielsen. De skulle spille tre numre på skift, synge lidt kor for hinanden og fortælle historier og relatere sangene til den anden part. Den første time virkede det samarbejde temmelig håbløst, men hvilket comeback efter pausen!

Peter H. Olesen lagde ud med den første Olesen-Olesen-sang nogensinde, "Jack Kerouac I Jylland", men Michael Lunds lapsteel var lydløs - den første af mange tekniske problemer. Olesen fulgte op med "Tilbage Igen" a cappella, men faktisk ikke særligt overbevisende, og "Jeg Lytter Til Country". CS var klar til at tage over, men også han manglede lyd, så Peter H. Olesen tog en lang tale-/tænkepause og spillede endnu et nummer fra sine mørke, sortsynske efterårstema-boks, "November Mere End Nogensinde".

Da CS tog over på femte nummer, efter mere tekniske problemer og endnu mere langtrukkent, tvungen storytelling, med "Waiting For The Train" med en stærk country-tone, den Cash-inspirerede "I Can See It In Your Eyes" og "Sometimes At Night", stod det klart, at CS Nielsen er en noget større musiker og en ret god sangskriver med referencerne i orden udi country-temaer som anger, længsel og en smule druk-damer-sange. Peter H. Olesen derimod har ikke samme musikalske gennemslagskraft, men er en vanvittig fantastisk poet, som også har digtsamlinger på samvittigheden.

Men hvor Peter Olesen kommer til kort, er Michael Lund en sikker bagmand. Der er en grund til, at han passer godt ind som tredje kort i den her "trio", i det her samarbejde. Det er den musikalske kvalitet, som flytter interessen fra Olesens simple kompositioner til hans lyrik.

Der er en indlejret spænding mellem CS og Olesen - genremæssigt fra singer-songwriter til country og alternative country, lyrisk fra dansk og engelsk - men også en sammenhæng i den gode, gerne lidt mørke historie og ikke mindst i den tilbagelænede performance. Altså ligesom at være i rigtigt godt selskab til en fest, hvor man ønsker at tiden kollapser, og aftenen varer for evigt - eller i det mindste indtil man falder om over en god samtale eller i en rødvinsrus mindst. De tilhører på samme tid en fornem fortælletradition, men er indbyrdes meget forskellige. Olesen, Lund og Nielsen er nørdede og eftertænksomme, lune, men heller ikke bange for at sige sin mening og stikke lidt til ilden.

Den fortællemæssige tyngde blev undervejs understreget i de mange referencer til Lou Reed, Lou Reed igen, Per Højholt, Dylan Thomas (efter hvis digt CS Nielsens debutalbum fra sidste år, "The Dying Of The Light" er opkaldt), Robert Frost, gamle folkeviser og ikke mindst Peter Laugesen - som netop var eksponent for en sammenhængen mellem lyrik og det musikalske; frasering og rytmik. En sammenhæng, som Peter H. Olesen selv lukrerer på, kan man sige.

Den første halvanden time var sammen med en masse lommefilosofisk og ironisk fyldsnak en lidt skuffende affære, hvor kun CS Nielsen formåede at holde niveau. Men alle forhindringerne, al den nølen og tidsudtrækning gjorde på sælsom vis hele oplevelsen noget anderledes, noget unik, noget mere hyggelig. Og efter pausen steg kvaliteten over hele linjen - faktisk i en sådan grad, at man kun kan være lidt stolt over, at den danske musikscene kan præsentere sådan et par musikere og historiefortællere. At der ikke er gode penge i at spille marginal dansk country vidner et opslag på Peter H. Olesens egen weblog om. Her kan man hyre de tre til at komme hjem i ens dagligstue og spille et helt akustisk sæt. Det kan kun anbefales.

Andet sæt startede CS Nielsen med "Miles To Go" og i superbt sammenspil med Lund på "Black Jack Davy". Peter Olesen plukkede nogle af de bedste numre fra Olesen-Olesen-kataloget - først med "Hvad Kan Jeg Se Frem Til" fra 2005, men da hans g-guitarstreng sprang, måtte CS tage over med endnu en Johnny Cash-tribute, med en tydelig forbindelse til manden i sorts tidlige udgivelser, på et af CS Nielsens bedste numre, "Happy", hvor det meget karakteristisk lyder "The Trains Are A-Coming". Derefter tilbage til en fuld version af "Hvad Kan Jeg Se Frem Til?" efterfulgt af "Sortsyn", et helt nyt Peter Olesen-nummer, der fortsætter nogenlunde i samme spor som de syv værker i Olesen-Olesen-diskografien.

CS Nielsen tog over - igen med enormt overskud på guitar og mundharmonika, og med en præcis vokal, som lever op til hans kaldenavn - med sit eget højdepunkt i marathon-koncerten: "den lille, poetisk eftertænkesomme "The Old House By The Sea" og titelnummeret fra hans debutplade "Rage (Againt The Dying Of The Light)". Enkelte gange forfalder CS til klichéfyldte vendinger i selve lyrikken, som igen passer meget godt til country-genren, men det gør han til gengæld ikke i sine fortolkninger og fortællinger mellem numrene. CS og Olesen vekslede endnu to plus to numre, inden Olesen sørgede for afslutningen:

Først en sang om hjemstavnen i "Den Slags Fik Man Tæsk For", som var Olesen-Olesens bidrag på en kompilation fra november 2007 med navn "Hjemstavn", og som en fabelagtig afslutning, min egen personlige Olesen-Olesen-favorit, "Set Gennem En Voksende Rus" fra albummet "Der Er Brev Fra Onkel Bob I Amerika".

Jeg tvivler på, at CS Nielsen og Peter H. Olesen virkelig er i denne branche for at score penge på det - selvom de ellers forsøgte at give det indtryk. De er her for at fortælle historier, og de kunne trække den til en ironman-triathlon, hvis det skulle være. Imens kan man kun nyde, at deres slags findes herhjemme, og i denne aftens tilfælde, at Musikcaféen havde sat stole frem til koncerten!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA