x
Diverse kunstnere: Yulestock, Huset i Magstræde, København

Diverse kunstnere, Yulestock, Huset i Magstræde, København

Diverse kunstnere: Yulestock, Huset i Magstræde, København

Anmeldt af Nadia Parbo | GAFFA

Denne torsdag var der usædvanlig god julestemning i Huset på Magstræde. Der var dækket op med mandariner, æbleskiver, brunkager, slik og noget af cremen i dansk musik. Det var måske ikke den mest populære, men den slags musik, der går mere op i kvalitet end pladesalg.

Bjarke Søballe
Aftenens første indslag var den fugle-elskende Bjarke Søballe, der med sine sange om alverdens fugle bidrog til aftenens lærdom. Hans back-up band bestod af en båndoptager med en noget slidt akustik, men det gjorde ikke noget, da det hele alligevel virkede som en ornitolog-agtig joke. Hvis det skulle have været taget alvorligt, havde det været en trættende affære. Det blev det bare ikke, da Søballe hele tiden havde en sund distance til sine sange om alliker, natugler osv. Der var nok ikke mange af publikummet, der fik blod på tanden efter flere fuglesange, men de fik moret sig godt i de første tyve minutter af årets såkaldte yulestock.

Edison Jr.
Som en let forret var Søballe et godt valg. Derefter blev der gået til de mere alvorlige sager med Edison Jr. Som der selv blev sagt på scenen blev det nu "noget mindre fjantet" og det blev det også. Huset var denne aften et godt udstillingsvindue for de følsomme sange, som Edison Jr. fremlagde for de sofistikerede fremmødte. Akustikken var noget nær perfekt, og lyden fra scenens to guitarer lagde sig som et blødt tæppe over rummet. Dette havde selvfølgelig også noget at gøre med selve bandets lyd; det viste sig at være et fint og stille øjeblik før, hvad der ellers var en aften fuld af musikalske forskelligheder.

Dial Zero
Og med det kunne vi gå videre til den mere rockede ende af skalaen med Dial Zero, der i starten af karrieren gerne ville være de slemme drenge i dansk rock. Lidt ligesom en slags forhenværende version af Rock Hard Power Spray. Den æra er de nu heldigvis kommet over og lader nu melodien tage over attituden. Dial Zeros sange har altid været melodiske, og at de ikke har mistet taget, beviste de denne aften. Endnu engang må akustikken roses, for lyden var så klar, at hvert et sunget ord kunne høres selv under trommer og guitarer. Det er desværre en sjældenhed.
Mens Dial Zero spillede, mindedes undertegnede et tidligt interview, hvor de unge drenge sagde, at dansk musik var for letgenkendeligt, og at de i dette band spillede efter en mere international tone. Måske er sådanne påstande farlige at komme med, men i dette tilfælde er det rigtigt. Bandet har international klasse med deres catchy og energiske rock tilsat en vis portion nerve. Nu er det bare at vente i spænding på det nye album i 2009.

Mads Langer
Næste stop på juleturen var den unge Mads Langer, der engang erhvervede sig som gademusikant. Før Langers sæt blev der læst op fra lidt for lang julehistorie af Neill C. Furio, bare lige for at slå juleemnet fast. Siden karrierens start har Mads Langer været mere eller mindre underlagt et image som teenage-idol. Drengen har fortjent mere, og dette blev fastslået med fire udvalgte sange. Langer sang lokalet på den anden ende med sine følsomme sange om Bowie, champagne, og hvad der ellers kan findes på. Der er bare et eller andet betryggende ved den stemme, der også kunne mærkes på publikum, som blev mere og mere respektfuldt stille, jo længere ind i sangene han kom. Der er ingen tvivl om, at drengen har talent. Der hersker heller ingen tvivl om, at det er drengens store stemme, der giver hans sange størstedelen af potentialet. Men giv ham et par år, så er denne anmelder sikker på, at han vil rocke vores sokker af, som det hedder på godt, gammelt dansk. 

Annika Aakjær

Så blev det tid til den charmerende eks-aalborgenser Annika Aakjær. Med charme og humor talte hun til publikum mellem sangene, og med intensitet og oprigtighed, drog hun gennem sit musikalske univers. Publikum blev vundet med det samme og med rette. Annika Aakjærs musik emmer af medmenneskelighed og førnævnte humor, og selv i de mørke sange gemmer der sig håb, hvor der i de mere humoristiske af slagsen gemmer sig den lille snert af alvor, der er med til at give dem den endelige kant. Sange om hjemve og afdøde skolekammerater gav aftenen et ekstra gran af kvalitet. Dette er måske ikke musik, der bliver spillet til bevidstløshed i radioen, men Aakjær fik en helt ny fanskare ved at spille i Huset. Det kunne især høres under den hidsige blues "Utilfreds i en Alder af 55", der udløste stort bifald.

Neill C. Furio
Som den, der tog juletemaet mest seriøst, fortsatte Neill C. Furio, hvor han slap med flere venstreorienterede julehistorier og sange med titler som "Christmas in Jail", der bortset fra titlen ikke var særlig jule-agtig). Furio var den mindst imponerende af de mange kunstnere, selvom han var helt sin egen med et drømmende musikunivers svøbt om sangene. Det blev simpelthen for langtrukkent i længden. Den går måske i New Yorks bohememiljø, men ikke i København.

Claus Hempler

Til at slutte aftenen af, kom Claus Hempler fra det hedengangne Fielfraz på scenen. Som en fin afslutning fik publikum nu stemningsfulde crooner-agtige sange for alle pengene. Fire sange blev det også til i denne omgang, og det blev til en frydefuld afslutning på en fin aften. Med habit og rullekrave indtog Hempler scenen som en gentleman, der, uden de store dikkedarer, kom for at give folket den gode musik og julestemning, der blev krævet. Og med held. Hemplers sæt var et fint farvel til julepublikummet og en aften, der viste noget af det bedste, dansk musik har at byde på lige nu. Lad os håbe, der bare følger et lille pladesalg med.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA