x
Lulu Rouge: Train, Århus

Lulu Rouge, Train, Århus

Lulu Rouge: Train, Århus

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez | GAFFA

Det er midnat denne fredag på Train i Århus, og spillestedet har sat bløde sofaer op og trakterer med gratis øl i anledning af den første aften med sin nye elektroniske klub ULAH (Ung Lækker Audio Hostage), der altså på denne sin første aften byder på midnatskoncert med Lulu Rouge.

Dystert, mørkt og lokkende breder musikken sig ud i lokalet, og en tung langsom basgang sætter ind. Det er næsten ærgerligt, at man ikke må ryge på spillestederne længere, for den stemning, musikken kalder på, findes bedst i et røgfyldt lokale. Det forhindrer dog ikke, at man roligt rider videre på Lulu Rouges vuggende dub-bølge. Publikum bryder ud i jubel, idet sangerinde Alice Carreri træder ind på scenen og besnærer de fremmødte med både sin røst og sit charmerende ydre. 

De sfæriske lyde, som bandet frembringer på scenen, flyder i en lind strøm og afbrydes på befriende vis af skarpe støjudbrud, der holder publikum til ilden og varsler, at der er et snarligt temposkift på vej. Tempoet stiger, og mere insisterende beats sørger for, at bevægelsesfaktoren øges blandt publikum, der indtil videre har begrænset sig til at stå og svaje og nikke i takt til musikken. Nu kommer armene i vejret og kroppene i bevægelse. Væk er den tunge og stenede stemning, som bandet lagde ud med. Nu er energien i højsædet.

På scenen udvises der stor indlevelse fra samtlige de fem musikere, der udover Buda og T.O.M. i aften også tæller Abdullah S på bas og keyboards, Stunn Gunn på trommer og altså Alice Carreri på vokal. Efter flere energiudladninger bevæger Lulu Rouge sig tilbage i en tung gang dub med en basgang, der kæmper en brav kamp med denne anmelders hjerteslag om at være den mest markante faktor i overtegnedes bryst.

Musikken lige dele kæler for publikum og griber dem ruskende i kraven. Det er både skarpt og knitrende og smukt og medrivende. Man kunne godt ønske sig, at energien, som bandet lægger for dagen var en kende bedre repræsenteret på Bless You-albummet. Under titelnummeret fra omtalte plade dukker Mikael Simpson op på scenen og leverer sit vokale bidrag til sangen.

Simpson udviser en god portion energi, men befinder sig slet ikke i Carreris liga, selvom hans tilstedeværelse går rent ind hos et tydeligt begejstret publikum. Beats’ene pumper, Lulu Rouges spilleglæde smitter, og musikken gør det svært at stå stille, men allerede efter en time og et kvarter går bandet af scenen.

Man føler sig godt gennembanket efter at have været i selskab med Lulu Rouges både tunge og energiske musik, men et eller andet sted føles det, som om festen først lige er begyndt, og man skulle ligegodt være et skarn, hvis ikke man havde lyst til en omgang til.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA