x
The Master Musicians Of Jajouka with Bachir Attar: Live Volume 1

The Master Musicians Of Jajouka with Bachir Attar
Live Volume 1

The Master Musicians Of Jajouka with Bachir Attar: Live Volume 1

GAFFA

Album / Import
Udgivelse D. 19.01.2009
Anmeldt af
Torben Holleufer

<!-- @page { size: 21cm 29.7cm; margin: 2cm } P { margin-bottom: 0.21cm } -->

Få orkestre er omgærdet af myte som de her mestre. På Roskilde Festival i 2000 spillede de i teltet ved siden af Orange Scene lige efter dødsulykken, og man glemmer aldrig de forstenede ansigter, der græd med de musikalske udladninger afsendt fra et hold af magikere i kutter, som spillede en musik af en art, som man aldrig glemmer. Musik, der netop er akkompagnement til nogle af de mest ekstreme situationer i livet. Musik, der redder liv og kurerer de gale.

Det er orkestret, som Brian Jones fra The Rolling Stones indspillede en legendarisk plade med i 1968 og som beatpoeterne Burroughs og Gysin stenede til og skamroste. Mystikere, healere og mestre for nogle af de vildeste tonale udladninger ledsaget af rytmer, der flår dig hid og did.

Kort sagt: Et mageløst orkester, som altså nu igen lader høre fra sig.

Sidst var i selskab med Talvin Singh for næsten ni år siden, og nu er vi tilbage ved udgangspunktet, nemlig den primale musik i al sin skønhed. Bevares, ikke en skønhed, der springer lige i øjnene, for det er altså et kildevæld af vilde arabiske oboer, i snørklede forløb som kræver sin mand. Da jeg hørte den plade med dem, som Bill Laswell havde produceret for 15 år siden, var jeg rystet. Og som det gerne er, når noget ryster mig, eller provokerer mig helt sindssygt, så skruer jeg helt op næste gang. Efterfølgende valfartede jeg til landsbyen i de marokkanske bjerge, for jeg kunne ikke få nok. Mens musikkens hemmeligheder foldede sig gradvist ud.

Mestrene fra Jajouka er på denne plade i en koncertsal i Portugal, og de viser et udpluk fra hele repertoiret. Grundrytmen varetages af tebel-trommer, og så veksles der mellem koret af bambusfløjter - selvfølgelig spillet med cirkelåndedræt, en teknik, som lyder som en delayeffekt – og hofinstrumentet, den arabiske obo, kaldet en ghaita. Her er det også en fem-seks stykker, der fyres af samtidig. Eller endelig spillemandsdelen med violin og en speciel lut, samt sang. Alt sammen typisk marokkansk, som man kender det fra sufibroderskaberne.

Det der gør lige dette band så specielt, er den måde, musikken er så typisk bjergmusik, men vel at mærke i en helt egen liga. Det er musik, der transporterer dig ind i forløb, hvor der er så meget udfordring, og hvor der hele tiden er en understrøm, som et primalskrig fra det hinsides, der kalder på dig og kommanderer dig til at danse.

Pladen er fremragende. Et udsagn af dimensioner fra et band, som i denne inkarnation fuldt lever op til myten.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA