
Mongrel
Better Than Heavy
Mongrel: Better Than Heavy
GAFFA
Album / VME
Udgivelse D. 16.02.2009
Anmeldt af
Kristian Bach Petersen
Det er den helt store smeltedigel, man møder på Better Than Heavy. Rapperen Low-Key og medlemmer af Arctic Monkeys og Babyshambles mødes under Reverend And The Makers-hovedmanden John McCLures fane, og fusionerer rap, rock og dub. Det hele under politisk og socialt indignerede paroler, der tegner et ret grumt billede af hverdagen i Storbritannien, som når McClure skyder med skarpt på Lies: ”The old county is full of lies/You’re all gonna die/and die like flies”, eller Barcode, der er en hektisk pacet kritik af den engelske regerings registrering og overvågning af borgerne. På flere numre, som den hårdtpumpede single Hit From The Morning Sun, får bandet hjælp af de to kvindelige rappere Mpo og Tor, der giver nummeret et skud hård grime, ikke ulig Lady Sovereign. Det store sammensurium af genrer og vokalister kan godt være anstrengende for ørerne og kan flere steder virke lidt rodet, men samtidig er det et interessant og meget anderledes projekt, der nok skal få hævet et par politiske øjenbryn.