x
Lily Allen: It's Not Me, It's You

Lily Allen
It's Not Me, It's You

Lily Allen: It's Not Me, It's You

GAFFA

Album / EMI Music
Udgivelse D. 09.02.2009
Anmeldt af
Jesper Buhl

Forventningerne til Lily Allens andet album er skyhøje. I 2006 gjorde debuten Alright, Still popmusik cool igen med stil-lån fra især reggae, ska og electronica. På It’s Not Me, It’s You er det igen Allens sødmefyldte om end noget begrænsede vokalarbejde og oftest veldrejede tekster, som er i centrum. “Now I lie here in the wet patch in the middle of the bed, I’m feeling pretty damn hard done by, I’ve spent ages giving head”, synger hun på It's Not Fair. Men ikke alverdens fine, eller i dette tilfælde morsomt vulgære, ord kan klare sig, når de bliver serveret med det ene, alt for kække popbeat efter det andet og garneret med elementer af Motown light (22), big beat (Go Back To The Start), fake, fransk-klingende folkemusik (Never Gonna Happen) eller måske allerværst country, som på den musikalsk set aldeles rædselsfulde It’s Not Fair, der benytter sig af genrens overfladiske stiltræk uden på noget tidspunkt at fange countrymusikkens dybde og følelsesmæssige oprigtighed. Lidt bedre går det på piano-ballade-og-electro-light-mutationen I Could Say og på den Beatles-inspirerede Who’d Have Known. Fuck You er et potentielt hit, som med sine techno-stortrommer, crunk-snares, Burt Bacharach-akkorder og Slade-guitarer leverer en ucharmerende, men i det mindste hidtil uhørt blanding. Generelt er pladens anden halvdel væsentligt bedre og mere charmerende end den noget forjagede første, og generelt er Allens tekster bedre end musikken bag, som oftest er mere effektjagende end affektfremkaldende.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA